I dag har ham den lille fidus på billedet herover haft sidste dag i dagplejen og selvom jeg har glædet mig til den dag hvor han skulle starte i den samme institution som Jens, så er det alligevel ret vemodigt at skulle sige “farvel” til hans dagplejemor og de søde børn, som han har været sammen med mange dage om ugen de seneste mange måneder.
Jeg synes det er noget helt særligt med en dagplejemor (eller -far), fordi man træder ind i deres hjem og nærmest bliver en lille del af familien. Jeg elsker konceptet, men samtidig glæder jeg mig også over, at Peter nu er så stor, så jeg rent faktisk tror, at det er godt for ham at komme i vuggestue, hvor der er flere børn at tumle med og mere plads at boltre sig på, nu hvor det er den løsning vi har valgt, fordi vi gerne vil have drengene samlet. Det har været virkelig rart at overgangen fra at have været hjemme på barsel med mig hver dag, har været rimeligt blid med opstart først dagpleje og først nu, hvor han er halvandet år gammel og i stand til at fortælle (nogenlunde) hvad han vil, skal videre til vuggestue.
De mange flere både børn og voksne gør selvfølgelig, at der er lidt ekstra at skulle holde styr på og jeg forestiller mig, at pædagogerne har mere end rigeligt at se til, ved “bare” at skulle være sammen med børnene og jeg tænker derfor, at det selvfølgelig er en god idé for mig som forælder, at gøre deres liv så let som muligt. For pædagogernes, for børnenes og egentlig også for min egen skyld.
Èn af de ting jeg forestiller mig det kan være svært at holde styr på som pædagog er, hvad der tilhører hvilket barn. Især når det kommer til tøj (og madkasse de steder man bruger den slags). Derfor betyder institutionsstart for mig også der-skal-navn-i-alt-tøjet-start. Okay, måske lige på nær strømperne, som jeg i forvejen ikke går det fjerneste op i om de matcher eller ej og som alligevel altid bare ligger i en udefineret (og oftes u-foldet) bunke i undertøjsskuffen, hvor jeg ikke aner hverken hvilke eller hvor mange der er.
Til netop dét formål har jeg for nyligt opdaget noget nær verdens smarteste opfindelse. Altså sådan i sæt-navn-i-tøjet-målestokken i hvert fald. Navnelapper!
Navnelapper er små, specialdesignede klistermærker, som man så let som ingenting trykker i tøjet, hvor de så bliver siddende lige indtil de aktivt pilles af. De kan tåle både maskinvask og tørretumbler, vilde lege og for dem der påsættes madkasser eller drikkedunke, kan de sågar tåle en tur i kogeren i opvaskemaskinen. Kæft, hvor er det smart!
Dengang Jens startede i institution vekslede jeg lidt imellem bare at skrive hans navn i mærkerne i tøjet og at bruge nogle temmeligt uhandy strygemærker; begge med resultater jeg aldrig blev helt tilfreds med. Bevares, en tuschstreg er let at have med at gøre, men til gengæld kunne Jens, da han var 1-2-3 år altså ikke kende sit tøj ud fra hvad jeg havde skrevet i nakken på det. Dét kan Peter, fordi navnelapperne er både tydelige at se og lavet med et lille billede af en bjørn, som Jens fik lov til at vælge til sin lillebror, blandt virkelig mange andre motiver. Til sig selv valgte han en pingvin, som han klart syntes var sejere end dødningehovedet, som jeg ellers ville have tippet som værende hans favorit.
Det er SÅ smart og jeg kan slet, slet ikke anbefale det nok. Især fordi de kun koster 149 kroner for 90 stk – ovenikøbet med fri fragt. Køb dem HER.
Efter jeg havde bestilt navnelapperne gik der i omegnen af 3-4 hverdage før de landede i min postkasse, sammen med en lille folder som ovenikøbet viser mig, at de jo nærmest kan bruges på alt. Værktøj, elektronik, musikinstrumenter, skønhedsprodukter og sportsudstyr. De eneste de – lidt sat på spidsen – ikke kan bruges til, er dyr og mennesker og jeg tænker virkelig, at de er gode for alle der har tendens til at miste deres ting. Til de store piger der deler hårbørster og pudderkvaster, til drengene der leger med hinandens biler og til familien med de mange iphones eller hvad end der måtte gøre sig gældende. Jeg er pjattet med dem.
I en ruf fik jeg i hvert fald markeret lidt af Peters tøj, som I kan se nedenfor og jeg tænker, at en times tid med tøj, navnelapper og den der Søren Ryge dokumentar som alle tripper over lige nu i flimmerkassen, kommer til at gøre noget ved resten af hans tøj, så både barn og tøj kan blive klar til vuggestue i morgen.
… Så må vi om ikke jeg også selv når at blive helt klar, eller om jeg (garanteret) bliver et værre tudefjæs.
Motivet med bjørnen er simpelthen for cute, synes jeg.
Navnelappen sættes bare direkte på, ligesom et klistermærke – helst på mærkerne i tøjet, for at opnå den bedste holdbarhed.
Voila! Så er tøjet klar til brug og skal bare undgå vaskemaskinen de næste 3 døgn, for at fæstne navnelappen ordentligt.
Det er simplethen så nemt, så fint og så smart! Tip hermed givet videre.