Min tur i Sierra Leone sammen med PlanDanmark er ved at være slut for denne gang og klokken 11-nul-dut lørdag formiddag regner jeg mere end bare almindeligt stærkt med, at mine hvide stænger igen rammer den danske muld, så jeg kan overfalde mine familie med kys, kram og så rigelige mængder kærlighed.
Som I formentlig har kunnet fornemme, har turen her virkelig gjort et stort indtryk på mig og til trods for at jeg har været i Afrika flere gange tidligere, har jeg denne gang virkelig fået en smagsprøve på nogle af de mange vanskeligheder, som gør, at et samfund som dette ikke bare sådan lige kan rettes op fra den ene dag til den anden.
Vi startede ugen ud i slummen i Sierra Leones hovedstad, Freetown, hvor vi mødte rigtigt mange unge mennesker, som var i gang med at stable deres eget lille – og meget primitive – velfærdssamfund på benene. Senere samme dag, kørte vi en tur ud til en ung kvinde, som fortalte sin voldsomme historie om, hvordan hun var blevet kidnappet og massevoldtaget som barn. Efter det meget rørende og inspirerende møde med den unge kvinde, kørte vi ud igennem junglen, for at overnatte i et lille gæstehus – selvfølgelig uden rindende vand, som de af jer der følger med på snapchat (brugernavn: canabuttenschon) måske har set.
Efter et par spande iskoldt vand hældt ud over kroppen tog vi ud til en pigeskole, hvor jeg forelskede mig hovedkulds i de mange fantastiske piger, som tog imod os og, for de smås vedkommende overfaldt os med kys kram og glade selfies, imen de større piger fortalte deres barske historier og sang for os, som havde de aldrig gjort andet. Det var virkelig, virkelig fint. Den dag fik jeg snakket med nogle unge kvinder, som allesammen var blevet giftet bort og voldtaget af deres ægtemænd da de stadig var børn. Det satte virkelig mange ting i perspektiv for mig og jeg tror, at det for alvor var dér det gik op for mig, hvor stort et problem det er, at kvinderne hernede bliver undertrykt i så høj grad. De får ofte ikke lov til at færdiggøre deres skole til længere end 7.klasse og de har ingen mulighed for at løsrive sig fra deres mænd, slet og ret fordi de ikke kan forsørge sig selv.
Onsdag kørte vi langt ud på landet, til en lillebitte fødeklinik, som blev styret af én eneste jordemoder. Hun var en virkelig sej lille dame, med ben i næsen og et hjerte af guld. Klinikken var meget primitiv og da jeg overleverede alt det udstyr jeg havde fået med fra Hvidovre Hospital, fik jordemoderen tårer i øjnene imens hun hidkaldte manageren, som dansede af glæde. Det var virkelig et stort øjeblik! Alle kvinder jeg talte med, var dybt taknemmelige for at have været på klinikken og for overhovedet at få muligheden for at få professionel hjælp til varetagelsen af deres fødsler; en “luksus” som mindre end halvdelen af alle kvinder i Sierra Leone oplever. På fødeklinikken hilste jeg på en kvinde som netop havde født en lille datter. Kvinden var 18 år gammel og havde sin mor, som sad ved siden af briksen og ammede sin yngste søn. Hun var blevet bedstemor i en alder af 32 år. Jeg blev blæst helt bagover af beundring over at sidde sammen med denne kvinde, som kun er tre år ældre end jeg og som havde født 9 børn, hvoraf den ældste lige selv var blevet mor og den yngste stadig spiste ved hendes bryst. Wauw!
I går tog vi turen ud til endnu en lille landsby, hvor Mascha og jeg var blevet sat i stævne til at møde vores nye fadderbørn. Det var første gang nogensinde, at landsbyen havde haft besøg af hvide mennesker og jeg skal love for at de havde gjort noget ud af at byde os velkomne. De hujede, sang, dansede, spille teater og klædte sig ud, for at underholde os og jeg faldt endnu engang på halen over hvor gæstfri alle de mennesker vi har mødt på vores vej, viser sig at være.
Min rygsæk er proppet til randen og måske endda mere til med indtryk, oplevelser og kæmpe store følelser og selvom jeg for nu, vil bruge de kommende dage på bare at nyde min egen lille familie så snart jeg overhovedet får muligheden, så vil der nok alligevel drysse lidt mere Afrika ud af ærmet på mig i løbet af den kommende tid. Der er så meget vi kan lære og der er mindst lige så meget vi kan gøre for at gøre en forskel for nogle af de mennesker, for hvem det betyder allermest.
Hvis nogle af jer – ligesom mig – har fået lyst til at have et fadderbarn så kan I finde mange flere informationer lige HER. Det koster 150 kroner om måneden, som forøvrigt automatisk bliver trukket fra i skat.