Denne uges fødselsberetning er ærlig på den virkelig sjove måde! Jeg kan SÅ godt sætte mig ind i hvordan kvinden her må have haft det og hvis ikke det var fordi jeg godt kunne fornemme hendes smerter, havde jeg måske tisset en lille smule i bukserne af grin, da jeg læste den. God langfredag!
Gennem hele graviditeten sagde min mor. Vi føder før termin i vores familie. “Jamen super fedt, at jeg så sidder her som en strandet hval med vand i hele kroppen, tæt på 100 kg og sveder, selvom det er VINTER, 1 UGE over termin!!! “.
Mandag d. 11/11-13 startede som alle andre dage, en lille kop te, en halv million toiletbesøg. Men nu mærkede jeg endelig noget. Uh, var det en lille ve? Måske, var det? Nej, jeg tør ikke tro det. (jeg kan i retrospekt sige JO, DET VAR EN VE! og jeg skulle nu igennem, hvad der endte med at blive 1,5 døgn i et levende helvede. Og havde jeg vidst det på forhånd så tror jeg faktisk jeg decideret havde forlangt et kejsersnit – lige på stedet) Men veerne tog til… Jeg var ikke længere i tvivl. Min mand kom hjem fra arbejde. Og nu gjorde det så mega nas, at jeg jeg da var overbevist om at det bedste ville være at komme afsted på fødegangen, så vi ringede. Men som mange andre fødende, blev vi sendt hjem igen med besked: prøv om ikke du kan få hvilet og sovet lidt.
Sovet? SOVET!? SOVET MIG I R****!!! Man skulle jo tro at jordemødre aldrig selv har prøvet at føde.
Men vi tager hjem… Natten går og der sker ikke en skid og jeg får ikke lukket et øje. Vi tager på fødegangen igen tirsdag aften. På vej derind sværger jeg, at jeg kunne kværke min mand. Det er som om han bevidst forsøger at ramme samtlige huller og ujævnheder i vejen og jeg brøler da også flere gange at “NU SKAL DU KRAFT***** HOLDE IND TIL SIDEN OG JEG ER FULDSTÆNDIG LIGEGLAD MED OM VI HOLDER I ET SKIDE LYSKRYDS“.
Da vi endelig kommer derind bliver vi mødt af afdelingsjordmoderen, jeg ser hende ikke i første omgang da jeg har en ve, men jeg kan høre at hun taler om min mand om at tjekke hvor meget jeg er åben. (Det skal lige nævnes at jeg under min graviditet var meget bekymret , da vi havde haft det svært med at opnå graviditet, så vi var et par gange inde for at få kørt en kurve – 1 af gangene hos netop denne jordemoder, som på et tidspunkt sagde til mig at jeg altså måtte prøve at lade være med at se spøgelser – og det kunne mit gravide sind altså ikke lige klare – så hun var ikke i høj kurs hos mig)
Da jeg kigger op og får øje på hende ser jeg lige ind i hendes ansigt, og siger til min mand: “Nej, nej, nej….ikke hende. Det gider jeg bare ikke, Jan. Du kan godt få hende til at gå igen“. Jordemoderen kan ikke lige genkende os og forstår naturligt nok, ikke hvad det drejer sig om. Men min mand fortæller hende om episoden og hun undskylder rigtig mange gange og nu har jeg bare helt tilgivet hende. Hun var simpelthen SÅ sød, hjælpsom og anerkendende overfor mig. Og hun forlod ikke min side resten af hendes vagt. Men hun tilbød mig så noget de kalder en “lille cocktail” (normalt er jeg ikke så glad for piller, men jeg skulle med glæde tømme hele fødegangen for medikamenter bare for at få en times søvn og smertefrihed).
Jeg får sovet et par timer og da jeg vågner tager veerne til. Min fantastisk søde jordemoder skal så have fri, men hun sørgede for at der kom en og tog over. Som også var helt vildt sød. Den nye jordemoder, laver et dejligt varmt karbad til mig – som jeg ligger og blobber rundt i, i et par timer, men til sidst kan jeg heller ikke holde det ud længere. Jeg kommer ind på briksen og får tilbud om en epidural. JA TAK!!!!! Der bliver gjort klar, lagt drop også skal vi bare lige vente på narkosen….hmm hmmmm…. Jeg kaster op… Mine vittigheder og små sjove bemærkninger er forlængst væk… Jeg kaster op igen. Vente, vente… Ingen narkoselæge. Jordemoderen spørger om hun skal prikke hul på fosterhinden? Det får hun lov til, med lovning mod at det så er lidt hurtigere overstået. Jeg får pressetrang, men jeg tør ikke presse. Jeg er skrækslagen og hvor helvede er den narkoselæge?! (I mit sind var jeg godt klar over at jeg under ingen omstændigheder kunne nå at få den epidural, men jeg vidste også godt at jeg ikke skulle have spurgt efter hvor narkoselægen blev af – jeg ville slet ikke kunne klare den afvisning). Min mand stop op og holdte mit ben – på et tidspunkt i mellem veerne satte han sige ned. Jeg blev fuldstændig rasende. “DU KAN GODT BLIVE STÅENDE!!!!” og han fløj da også op ligeså hurtigt som han fik sat sig. Jeg ville på det tidspunkt skide på om han havde ondt i ryggen.
Jeg tager mod til mig og presser med…. Så siger jordemoderen “næææ, jeg kan se hovedet – nøøøøøj, hun har meget hår“. Min mand kigger ned, konstaterer; “ja, hold da op – der er godt nok meget hår“. (hvad jordemoderen mente med det ved jeg ikke, for barnet kom ud – skaldet som et æg – og manden indrømmede da også efterfølgende, at det hår han havde set vist ikke var det hår på barnets hoved, men derimod mit).
… Men endelig kom hun ud og op til mig. Det var den vildeste oplevelse af gå fra at alt bare havde gjort så ondt til at nu var der bare slet ingen smerter overhovedet. Og barnet – en lille fin og lækker pige på 3750 gram og 53 cm.