Imens sidste uges fødselsberetning var en hylemorsom én af slagsen, hvor detaljerne var udeladt og de fleste af os kunne genkende os selv i store dele af scenarierne, er denne uges fødselsberetning en helt anden alvorlig, men gudskelov god affære. Den handler om en fødsel, som undervejs pludseligt skiftede markant spor og endte i et akut kejsersnit.
Mads Emil – Kejserprinsen af Damhusvej
“En baby er en engel, hvis vinger skrumper ind, mens benene vokser” siger et fransk ordsprog, og nu hvor jeg for Gud ved hvilken gang i dag har stået og stirret på min Mads Emil, som i øjeblikket sover sødt i liften, er jeg tilbøjelig til at være enig. Min søn er en lille engel. Han fløj lige ind i sin fars og mors hjerter, da han 21. august klokken 10.45 kom til verden i en operationsstue på OUH. Hvad han sagde, da han kom ud, ved jeg ikke, for jeg var i fuld narkose.
…. Og her begynder min fødselsberetning så. En beretning, som Kim og jeg har haft brug for at fortælle igen og igen til de mennesker, der troppede op på stue 9 på afdeling D1 for at bringe lykønskninger, gaver og blomster. Alvoren i hans fødsel er først de seneste dage gået op for mig, og jeg tager mig dagligt en tudetur, når jeg møder et hav af “hva’ nu hvis’er.”
21. august om morgenen klokken fire vågnede jeg ved, at jeg havde småstikkende menstrautionssmerter. Jeg havde fornemmelsen af, hvad de kunne være optakt til og lå derfor egentlig bare og “nød” dem. Klokken seks kunne jeg mærke, at de bed lidt mere, men de var som sådan ikke slemme – faktisk føltes de mest som kraftige plukkeveer. Jeg kunne dog ikke helt ligge stille, når de kom – og det gjorde de faktisk med et rimligt regelmæssigt interval, men jeg fattede ikke mistanke, for jeg har jo altid hørt, at man ikke er i tvivl, når der er tale om veer. Jeg kunne ikke rigtig ligge stille, når de ruskede i mit underliv. Jeg begyndte at trække vejret dybt, når en “plukkeve” kom, og da Kim vågnede ved siden af mig, havde jeg hans hånd, jeg kunne knuge, når det gjorde ondt. Han hjalp mig lidt med vejrtrækningen og småsnakkede med mig. Ingen af os anede, at jeg var godt på vej til at gå i fødsel. Jeg gik i bad, men måtte flere gange krympe sammen af smerter og bankede hånden ind i fliserne efterfulgt af en masser højlydt AV’er. Jo, det gjorde ondt, men det her var bestemt ikke veer, tænkte jeg. Det vil jo gøre rigtig ondt. Jeg kom i tøjet, og Kim kom i tøjet, og når det pludselig bed til i mit underliv, væltede jeg rundt i lejligheden og vandede potteplanter, ryddede op i gamle aviser, tog en halv opvask og tørrede af i vindueskarmen. ALT for ikke at komme til at sidde stille.
Kim kørte efter morgenmad, men inden han tog af sted, udstyrede han mig med en mobiltelefon, som han fik hægtet fast i en nøglesnor, som jeg havde om halsen. Han var væk i max fem minutter, og da han kom tilbage, sad jeg på toilettet og ømmede mig. Jeg kunne simpelthen ikke rejse mig, fordi min mave krampede totalt sammen. Jeg trak vejret dybt og kom ind i mellem med nogle eder og forbandelser, mens jeg studerede Politikens Graviditetsbog for sider, der fortalte om de tegn, der ville vise sig, når man var ved at gå i fødsel. Mens jeg sad der og våndede mig i smerter, der var slemme, men bestemt ikke var veer, røg slimproppen pludselig, og jeg fik rejst mig og tog et bind på og kunne få minutter efter konstatere, at jeg nu også havde tegnblødning. Kim mente, at jeg skulle ringe ud på fødegangen og få dem til at vurdere, om jeg skulle kikke derud eller ej. Når “plukkeveerne” bed, kunne jeg ikke sige noget, og jeg var derfor ikke vild med tanken, om jeg selv skulle ringe derud, MEN det skal den fødende kvinde, for hvis hun har veer, har jordemoderen en mulighed for at høre den ve.
Jeg ringede, og min plukkeve bed en anelse, da jeg talte med en jordemoder, som sagde, at hun lige synes, at jeg skulle kikke ud, så de kunne undersøge mig. Kim ringede til Falck, og jeg overbevidste ham om, at vi ikke skulle tage den pakkede taske med, for vi ville helt sikkert blive sendt hjem igen. Vi ringede dog lige til mor Birthe og bad hende om at hente vores taske, hvis vi mod forventning ikke blev sendt hjem. Falck kom i en ambulance, og jeg blev spurgt, om jeg ville ligge ned eller sidde op. Da jeg havde ret svært ved at sidde op, fordi det strammede til i numsehullet, når “plukkeveen” bed, bad jeg om at komme til at ligge ned. Hvilket jeg egentlig havde det dårligt med, for jeg skulle jo ikke føde lige straks. Kim satte sig forrest med ambulanceføreren, og den anden falck-redder satte sig ved siden af mig for at tage mit blodtryk og tale med mig undervejs. Jeg blev lidt stille, når jeg mærkede bid i underlivet, men ellers klarede jeg vist køreturen i fin stil.
Da jeg kom frem til svangreambulatoriet, hvor jeg skulle undersøges, syntes jeg, at det var dybt pinligt, at jeg lå der og flød på en båre. Jeg skulle jo slet ikke føde nu. Kim og jeg fik anvist en undersøgelsesstue, og jeg blev bedt om at gå ud og levere en urinprøve. Det kunne jeg slet ikke, og jeg gik derfor ind og satte mig på en stol i den lille stue. Pludselig bed en plukkeve, og jeg rejste mig og klamrede mig til Kim … og PLASK gik vandet, og jeg skyndte mig at lægge mig ned på briksen foran mig, for Tumlingens hoved stod jo ikke fast. Kim trak i den røde Vi-vil-have-hjælp-snor, og snart kom en jordemoder og undersøgte mig indvendigt. Jeg var åben. MEGET åben. Ja, lad mig nu være mere præcis. Jeg var otte (8!) centimeter åben, og derfor var det ikke blot plukkeveer, jeg havde mærket, men de forhadte og meget frygtede veer.
Jordemoderen mærkede på min mave og konstaterede, at Tumlingens hoved lå lige under mine bryster, og dens ene knæ lå nede i bækkenet. En læge med et scanningsapparat blev tilkaldt, og hun konstaterede det samme. “Ja, den skal ud den anden vej,” sagde hun alvorligt til mig, og jeg nikkede blot. Jeg havde jo egentlig mentalt forberedt mig på, at det kunne blive et kejsersnit efter, at min far havde mærket på mig tre uger tidligere og var overbevidst om, at Tumlingen lå i en underkropsstilling. Jeg fik noget ve-hæmmende, som skulle gøre det muligt at lægge en rygmarvsbedøvelse, når jeg kom ned på operationsbordet. På vej ned til operationsgangen forsøgte JM’en at fange Tumlingens hjertelyd i sin doptone. Hver gang uden held.
Da jeg lå på operationsbordet, tjekkede hun igen. Stadig ingen fiskekutter. Lægen hev et scanningsapparat frem og forsøgte også at fange et lille bankende hjerte på sin skærm. Uden held. “Så er det nu. Følg faren ud!” blev der sagt, og Kim, som var kommet ind på operationsstuen i det grønne operationstøj blev fulgt ud af en sygeplejerske. Nogle talte roligt til mig, men mine radarer havde opfanget panikken blandt de grønklædte fagfolk. Frygten var begyndt at brede sig. Jeg skulle lægges i fuld narkose. Ville jeg vågne op til en levende eller en død baby? Jeg tænkte og tænkte. Trak vejret dybt og snuste til den maske, som jeg fik placeret på min næse. Lige inden jeg var væk, mærkede jeg én banke under mit maveskind: “Moar! Vi ses lige straks.” En dejlig følelse!
“Mette!” Nogle ruskede i mig, og jeg vågnede langsomt af min døs og hørte én sige: “Det gik godt. Du har fået en lille dreng!” Jeg reagerede vist ikke med glæde eller noget, for jeg var så fjern, at jeg kun svagt opfangede ordene. På opvågningsstuen sejlede jeg igen rundt i en døs. Jeg havde fået et barn. Et sted på dette store hospital stod en vugge med min lille dreng, og her lå jeg. Kim kom pludselig ind ad døren med digitalkameraet under armen. Han kyssede mig og sagde: “Han er så fin, Mette!” Jeg sejlede stadig i en rus og forsøgte at fokusere på de billeder, som Kim viste mig af vores lille guldklump. Det var dødsvært at forholde sig til, at den lille lyserøde baby på den mikroskroskopiske skærm var mit barn.
Først to timer efter, at Mads Emil var født, fik jeg lov til at se ham og holde ham. I øjeblikket husker jeg slet ikke vores første møde i præcise detaljer. Jeg husker ikke ikke, om moderfølelsen væltede mig omkuld. Jeg husker blot, at jeg pludselig havde denne lille drengebaby liggende mellem mine bryster, og han kikkede på mig med sine store blå øjne. Først to dage efter, at han var født, og hvor amningen fungerede for mig, blev jeg overmandet af angsten for at miste ham, og alvoren i hans fødsel gik rigtig op for mig. Nu kan jeg græde flere gange dagligt, fordi jeg er så glad for ham og slet ikke kan udholde tanken om, at han måske slet ikke ville have været der, da jeg vågnede fra narkosen.
Det her er min fødselsberetning. Min udlægning af, hvad jeg oplevede. Kims vil se ud på en hel anden måde. Han vil kunne fortælle jer om fire bange minutter (det akutte kejsersnit tog ikke længere tid!) i et venteværelse uden for operationsstuen, om angsten for at miste mig og sin baby, om angsten for at være nødt til at fortælle mig, at der ikke blev noget barn, om forskrækkelsen, da en sygeplejerske pludselig kom ud fra operationsstuen med tårer i øjnene (heldigvis sagde hun bare til ham, at det var gået så godt!), om det specielle i at se sin søn for første gang uden, at jeg var der. Om den første gang, han puslede ham … osv. Kims historie er en hel anden, og når vi skal være ærlige, har det nok været mest slemt for ham, der var skubbet helt ud på en sidelinie, hvor han ikke kunne være andet end magtesløs.
Vi taler dagligt om fødslen, og når jeg ammer min lille dreng og ser hans store blå øjne kikke op på mig, mens hans lille hånd ligger på mit bryst, græder jeg. Jeg ELSKER ham så MEGET og er så bange for at miste ham.
Kære lille Mads Emil – Hvor er livet skønt med dig i det! Kys fra din høne-mor.