Henover eftermiddagens produktion af fastelavnsboller i går, hørte jeg i radioen om en undersøgelse, som Kristeligt Dagblad tilbage i september 2015 havde fået lavet af analyseinstituttet YouGov, som omhandlede forældre til børn i alderen 0-5 år og vores tid til egne interesser.
Dét jeg i særlig grad studsede over var, at 22% af alle mænd havde svaret, at de ugentligt havde syv timer eller mere, til at varetage egne interesser, imens tallet for kvinder kun var 3%.
TRE PROCENT.
Jeg synes det lyder fuldstændigt vanvittigt at vi i vores lille, frie, lykkelige og angiveligt nogenlunde kønsligestillede land, ser så markante forskelle på hvor meget tid småbørnsforældre har til sig selv – udelukkende betinget af vores køn.
Det ville selvfølgelig være lige til højrebenet at skyde om mig med besværgelser over vores mænd og over hvor lidt de deltager på hjemmefronten og hvor egoistiske de er, når de tilsyneladende ikke lader mødrene til deres børn komme lidt mere ud – eller når de selv går mere end bare almindeligt meget ud. Problemet med dét er bare, at jeg rent faktisk ikke tror det er hos mændende vi skal finde den primære årsag.
Faktisk tror jeg, at det er vores egen skyld. Hvis altså overhovedet der behøver at være tale om skyld.
Undersøgelsen melder, så vidt jeg ved, ikke noget om, hvorvidt kønnene oplever om deres mængde af fritid til egne interesser stemmer overens med deres forventninger eller forhåbninger og dét aspekt havde naturligvis været interessant at tage i betragtning, fordi der selvklart ikke er nogen grund til at råbe vagt i gevær, såfremt vi generelt er tilfredse med den nuværende fordeling af fritid.
Jeg vil dog – med fare for at få hovedet på blokken – vove at påstå, at den skæve fordeling af fritid er et udtryk for, at kvinder og mænd ikke er lige gode til at mærke efter og prioritere sig selv. Jeg tror at mænd i langt højere grad end kvinder, er mindre tilbøjelige til at få dårlig samvittighed over at prioritere dem selv. Jeg tror vi kvinder i fællesskab, både med os selv og vores forfædre, har fået skabt et billede af moderskabet, som ikke tillader os, samtidig at varetage vores egne interesser. I hvert fald ikke alt for meget og da slet ikke syv timer om ugen.
Vores – kvindernes – interesser bliver i mange tilfælde sat til side, til fordel for vores børn, som bliver vores eneste eller i hvert fald primære interesse og lige præcis dét, tror jeg er skide farligt.
Det var det i hvert fald for mig, dengang jeg havde sig mit i spidsen for “den type mødre”, der ikke prioriterer egne interesser. Jeg kan tydeligt huske hvordan jeg slet ikke kunne holde ud overhovedet at tænke på at gøre noget for mig selv, for så kunne jeg jo ikke være en god mor imens. Derfor byggede jeg et cykelskur i min fritid. Så føltes det i det mindste som om jeg stadig varetog familiens interesser, imens jeg savede, borede og gjorde som om at jeg ryddede op i mine tanker. Problemet med dét var bare, at jeg i virkeligheden ikke særligt godt kan lide at bygge cykelskure.
Bevares, jeg var da stolt over min præstation, men ærligt talt, så havde jeg hellere brugt tiden på at sludre med mine veninder over en latte eller et par cocktails efter en koncert. Jeg ville hellere have tegnet, skrevet eller flettet mit hår. Det følte jeg bare ikke jeg kunne tillade mig at bruge min energi på.
Det var min egen skyld.
Thomas har altid bakket mig op i alt jeg har foretaget mig og jeg mindes ikke at han én eneste gang har påpeget, at han ikke syntes jeg burde gå (så meget) ud og varetage mig og mine egne interesser.
Samme mønster hører jeg hos mange kvinder, som brokker sig over at deres mænd aldrig er hjemme, imens mændende står ved siden af og siger “jamen skat, du kan bare gå ud. Hvad med at gøre det i aften?” hvortil vi kvinder i mange tilfælde er tilbøjelige til at finde på titusinde undskyldninger for at blive hjemme. Måske fordi vi i virkeligheden hellere vil være hjemme – måske fordi vi får dårlig samvittighed over at pleje os selv, frem for vores børn.
Det er selvfølgelig helt fint, hvis vores manglende fritid skyldes, at vi efter eget ønske og med lykken i hævd selv har prioriteret sådan, men jeg synes godt nok det er ærgeligt, hvis det skyldes, at det handler om et skævvredet billede af, hvordan man er en god mor.
Jeg synes det er en drønærgeligt tendens, at vi kvinder ikke har ligeså meget tid til at varetage egne interesser som mænd og jeg tror, at det er os selv der skal komme ind i kampen for at gøre en forskel. Jeg tror vi skal være bedre til at tage os vores fritid, for helt ærligt, så er den altså vidunderlig og for mit eget tilfælde kan jeg med sikkerhed berette, at jeg er en bedre mor, når jeg husker mig selv og mine interesser. Når jeg glemmer – eller nedprioriterer – mig selv, bliver jeg en værre bitterfisse og dét, mine damer, er hverken mine børn, min mand eller jeg selv tjent med.