Telefoner, kussehår, slik og pikbilleder.
Da jeg forleden kiggede mine statistikker igennem, for at samle informationer – både om mig og om jer – til mit mediekit, til brug for virksomheder, som på den måde lynhurtigt kan få indblik i hvad jeg og bloggen her kan, faldt jeg endnu engang over hvilke søgeord der har fået google til at vise vej herind. Nogle af dem var åbenlyse – noget med “Cana Buttenschøn blog” eller “mortilto støvler” imens andre var af lidt sjovere karakter:
Gravid med one night stand
For real? Jeg kan ærligt talt have svært ved at vide hvordan pokker dén søgning har sendt nogen herind og jeg må næsten konkludere, at vedkommende må være blevet skuffet over hvad end der har mødt hende. Eller ham. Jeg mindes i hvert fald ikke at jeg én eneste gang, har skrevet om one night stands. Slet ikke i forbindelse med graviditet.
For og imod kussehår
Endnu én om kussehår. Jeg formoder at det stadig er min oplevelse med en fremmed kvindes fritflydende kussehår i fællesbadet, der stadig bringer mig højt op på den type søgninger. Tak, google. Til information har jeg i øvrigt ikke nogen særlig holdning til kussehår, men måske skulle vi tage den op i plenum i næste uge?
Slik i store mængder
Se nu begynder det at ligne noget! Hallelujah for at google tilsyneladende alligevel er begyndt at lære mig at kende, for hvis der er noget jeg er mester i, så er det slik i store mængder.
Jeg hader små børn
Suk.
Tilståelse om sex mellem mor og søn
Okay, denne søgning gør altså mig nysgerrig. Hvem søger på den slags?! Eller altså, måske er det bare fordi jeg er mor til drenge, at jeg synes det er helt sygt. Selvfølgelig er alle slags tilståelser velkomne i “en kvindes tilståelse” som jo kører som en sporadisk følgeton her på bloggen og hvis I sidder med nogle lumre eller ligefrem lyssky nogen, så send dem endelig i min retning, omend jeg altså håber, at der ikke kommer nogen om sex med sine børn.
Hvilken samsungtelefon skal jeg købe?
Øhm, I wouldn’t know. Jeg har – så vidt jeg husker – aldrig haft en samsung og jeg må virkelig beklage over for vedkommende, som tilsyneladende må have klikket sig ind på en noget skuffende ikke-eksiterende-samsung.guide.
Billeder af tissemænd
En direkte genganger, som denne gang fik mig til selv at skrive billeder af tissemænd i mit søgefelt, for at undersøge sagen nærmere – og vupti, så dukkede jeg op som nummer to i søgningen, velplaceret lige imellem gaysexguide og erotikmix. Dobbelt-suk.