Som lovet i mit forrige indlæg, bringer denne fødselsfredag en god fødselsoplevelse med sig, til trods for at den ikke forløber helt ukompliceret. Babyens hjertelyd dykker undervejs og det ender med en sugekop og en underernæret baby, men kvindens oplevelse var alligevel god og den lille baby kom sig heldigvis hurtigt!
Min kæreste og jeg har forsøgt at få børn i 6 år hvoraf de 2 og et halv har været under intens fertilitetsbehandling – 1 spontan abort og 10 forsøg senere, blev jeg endelig gravid i februar 2015.
Terminen hed 4. November og jeg havde en rigtig nem og ukompliceret graviditet.
Uge 37+1 var jeg til jordmoder, hvor hun skønnede den lille til at være omkring 3200 gram, hvilket var helt normalt og hun ville skyde på at han kom op omkring de 38-3900 ved fødslen.. Av, tænkte jeg!
Uge 39+1 var jeg igen til jordmoder hvor hun er lidt grundigere om at føle mig på maven og kigger nogle ekstra gange i min vandrejournal – hendes skøn er stadig det samme som i uge 37, altså omkring 3200 gram.
Hun sender mig til en kontrolscanning den næste morgen, hvor vi bliver scannet meget grundigt.. Det viser sig så, at den lille er meget mindre end de havde regnet med og beregningerne siger omkring 2500 gram og med et dårligt flow i navlesnoren.. Ikke så fede nyheder at få, når man tror ens barn trives rigtig fint og man har ventet 6 år på, at vi endelig snart får lov til at holde vores lille skat i vores arme.
De beslutter at han skal ud ret hurtigt, og vil sætte mig igang den efterfølgende formiddag. Inden vi går hjem fra sygehuset, laver de en hindeløsning på mig (av for satan!) og så går vi hjem for at fordøje det hele og slappe af, for nu er det snart NU!
Resten af dagen har jeg en lidt underlig fornemmelse i kroppen og har ondt forneden, men skyder det hen, da damen har haft – hvad der føles som, hele sin arm og knytnæve oppe i mit underliv..
I løbet af aftenen får jeg mere og mere ondt og kan regne ud af det er veer som er på vej.. Kl. 21 er det så slemt at jeg ikke kan stå oprejst når jeg får en ve.
Kl. 22 ankommer vi på fødegangen, da de vil have mig ind til overvågning når den lille ikke var så stor.. I løbet af aftenen og tidligt på natten får jeg mere og mere ondt – dog uden at udvide mig særlig meget og den lilles hjertelyd er lidt ustabil. Han får sat en elektrode i hovedbunden og det hele ser heldigvis fint ud.
Jeg får en blokade omkring kl. 2.30 og kan få sovet en smule.
Kl. 7.30 er der vagtskifte og der er jeg kun (!!) 4 cm åben – så der er laaang vej endnu.
Jeg får pludselig en fornemmelse af at jeg skal skide (hvilket jeg har opgivet på forhånd da jeg ikke kan gå pga blokaden og i den forbindelse heller ikke mærke nogen ting forneden)
Omkring kl. 9 er jeg allerede 7 cm åben og jordmoderen ser lidt chokeret ud.. Hun begynder at gøre klar til fødslen og slukker for blokaden, da hun godt kan se det går stærkt lige pludselig..
Lidt i 10 spørger jeg hende om det kan passe at hans hovede sidder fast i livmoderåbningen, da jeg kan mærke det kilder lidt og at han bevæger hovedet en smule.. Hun mærker efter og kan bekræfte hvad jeg kan fornemme, jeg er allerede 10 cm åben og fuldt udvidet – den lille er på vej.
Pludselig falder hans hjertelyd og hun kalder efter en børnelæge.. På det tidspunkt ved jeg nærmest ikke hvad som foregår, da jeg har fået 40 i feber, så jeg registrerer ikke helt at der pludselig står 8 mand på stuen.
Jeg får lagt en masse drop og alle ved præcist hvad de skal – det er virkelig dygtige og kompetente mennesker!
Der står en børnelæge på siden, sygeplejersker, jordmødre og en fødselslæge (som jeg i øvrigt kunne genkende som værende en kunde fra mit arbejde – super, at han skulle stå og glo op i mit udspilede underliv og røvhul!)
Fødselslægen sætter en kop på den lille og så bliver jeg ellers bedt om at presse alt hvad jeg kan.. Jeg presser og presser mens han står og hiver og slider i den lille.. Jeg kan mærke koppen smutter af.
Han sætter den hurtigt på igen og så går det stærkt! Jeg kan mærke alt hvad som foregår og hvor langt den lille er nede, men på intet tidspunkt har jeg ondt (af hvad jeg husker).
Den lille kommer ud efter 15-20 min.og op på min mave, de klipper navlesnoren og får ham hen til børnelægen som undersøger ham.
Der går hvad der føles som en evighed, indtil de kommer med ham og fortæller at han har det rigtig godt – men at han er meget tynd, så den lille stakkel har tabt sig indeni min mave.
Hans hud hænger på hele kroppen og han ligner en gammel mand (kan sammenlignes med Benjamin Button).
Men han er MIN nyfødte gamle mand, som vi har ventet på i så mange år og det var kærlighed ved første blik!
Nu, 6 uger efter fødslen har han allerede taget over 2 kg på, så han er oppe på 4,5 kg og stortrives.
Selvom han ikke er så stor endnu, så er han helt med mentalt.. Han kan holde intens øjenkontakt, smile bevidst og pludre tilbage når man snakker – det er så hyggeligt!
Under hele forløbet på fødegangen, havde vi en jordemoder hos os hele tiden og jeg følte på intet tidspunkt, at de ikke havde tid til os..
Jordmoderen som var med under fødslen havde en studerende med sig, som var SÅ dygtig, hun syede mig også efterfølgende selvom hun havde lidt svært ved det, da det var første gang..
Jeg følte mig så tryg og velinformeret under hele fødslen.
Jeg har så dyb respekt for de mennesker!