Dagsplanerne i går blev, med en opringning med meddelelsen om lus i familien, hos de venner vi ellers havde planlagt at holde den allersidste feriedag sammen med, ændret til pludselig ikke at indeholde andet end en familietur til nabolagets udemærkede bager og sidenhen et par timer fordybet i hver vores tegning.
Selvom jeg humper afsted som en halt vallak på sommergræs, føltes det ovenud dejligt at komme lidt ud sammen med mine drenge og da skiltet udenfor bageren lovede halv pris på alle kransekager, følte jeg mig næsten så heldig som havde jeg vundet på mit skrabelod forleden og alle principper om at børnene selvfølgelig ikke skulle indtage mere sukker for denne ferie blev kastet over bord, som var de rådne fisk fra Onkel Reje til Søkongen.
Kransekage og bagertur var et kæmpe hit og jeg overvejer nu, om jeg skal gøre det bagte og forsødede marcipan til en fast del af mit ugentlige sukkerrepetoire, eller om det trods alt er bedre at gemme den slags til festlige(re) lejligheder.
Selvom det faktisk var en mere end bare almindeligt hyggelig time hos bageren, kan jeg ikke løbe fra, at de seneste dage har båret præg af to utålmodige og kontaktsøgende børn, som har søgt mig som fluer om en lort på en varm sommerdag. De har savnet at have nogen at lege med og den stillesiddende måde jeg i disse dage leger på, er tilsyneladende ikke længere nok. De savner andre børn og jeg tror, at de – fuldstændigt ligesom jeg – savner hverdagen.
For første gang i snart tre uger skal Jens og Peter i dag afleveres i institution og selvom det mest korrekte muligvis ville være at tænke på det savn jeg muligvis får til dem og ærgre mig over, at vi ikke kan tage en uges ferie mere, er sandheden nok nærmere, at jeg er ovenud lettet for at de skal afsted.
Jeg er træt og det føles nærmest befriende at jeg om et øjeblik, når drengene er stået op, fodret, friseret og afleveret, skal åbne min mailbox, som formentlig er både stor og krævende, men ikke desto mindre ganske stiltiende.
Min fod virker stadig ikke rigtigt og min arbejdsuge kommer derfor mestendels stadig til at foregå hjemme i lejligheden, selvom jeg håber på at jeg – nu når jeg får mulighed for rent faktisk at holde mig lidt i ro – at jeg ganske snart er på dupperne igen, så jeg kan komme rundt til både møder, udsalg og slentreture med mine veninder, mand og børn, som jeg savner mere end jeg savner at spise is på en sommerdag. Om ikke andet vil jeg kaste mig over at planlægge en masse fede ting jeg, både alene og sammen med min familie, kan give mig til, nu hvor juleferien – sorry to say so – endelig er forbi. Hallelujah, hvor bliver det dejligt at være adskilt bare en lille smule fra børnene, så vi igen kan komme til at savne hinanden. Se dét glæder jeg mig til!
Med ønsket om en fantastisk mandag!