Noget af dét jeg oplever fylder allermest for gravide og (nybagte) mødre er fødsler. Fødsler er forunderlige og fantastiske. Der findes ingen opskrift på “den gode fødsel” og hvad der kan være godt for den ene, kan være skidt for den anden.
Mine to fødsler har været meget forskellige. Min første fødsel foregik i vores lejlighed på 4.sal midt inde i København – min anden fødsel, på et fødeleje på Sønderborg Sygehus.
Efter fødslen af Jens, skrev jeg en fødselsberetning, som jeg hermed vil dele med Jer. Beretningen er lang, men hvis du har lyst til at læse den, kan du med fordel hente dig en kop kaffe og læne dig godt tilbage hvorend du nu sidder – it’s gonna take a while.
Here it goes:
Min mand og jeg har igennem hele graviditeten håbet på, at det ville være muligt at fødslen skulle forgå hjemme – og heldigvis, blev det sådan.
Jeg har, fraset massive bækkenproblemer, haft en fantastisk og helt ukompliceret graviditet. Da jeg trådte ind i uge 39 begyndte jeg at få kraftigere plukkeveer; så meget at jeg et par aftener fra 39+2 tænkte ”hmm.. gad vide om det her udvikler sig til veer…” Men nej, flere gange vågnede jeg lidt småskuffet om morgenen ”Nå, så tager vi en dag mere”.
I 39+5 skulle vi til jordemoder, hvor vi fik at vide at alt var peachy perfect og at den lille derinde vejede ca. 3500 gram. Derudover aftalte vi med jordemoderen, at hun ugen efter skulle komme hjem til os, for at lave almindelig jordemoderundersøgelse og desuden tjekke ud med parkering osv. (vi boede trods alt midt inde i København, hvor p-pladser af og til kan være helt umulige at finde!). Det var super dejligt at lave den aftale, da jeg så tænkte det som en ny ”deadline” for at vi skulle noget i graviditeten og jeg tænkte derfor, at det måske ikke ville gøre så meget at gå over tid så.
Om eftermiddagen fik jeg – igen igen – kraftige plukkeveer, så jeg tog mig en lille lur. Man har vel lov, når man er højgravid, ik’? 🙂
Efter aftensmaden var der stadig mange plukkeveer og jeg fik lokket manden med ud på en lille gåtur. Vi manglede æg til den kage jeg havde planlagt jeg ville bage, når veerne gik i gang.
Om aftenen, godt trætte efter gåturen, lagde vi os ind i sengen og tændte for fjernsynet – kl.22.30 startede ”Deadline” på DR2 – og ja, det må man sige det var. Deadline. Da programmet startede, blev plukkeveerne så kraftige at jeg ikke kunne koncentrere mig om TV’et og de kom pludselig med 3-5 minutters interval. Jamen dog, så skulle det måske starte alligevel? I hvert fald fik jeg SMS’et til min jordemoder, at der var noget i gære og at vi ville kontakte hende hvis eller når det tog til og så gik min mand ellers i gang med at gøre lejligheden fødselsklar: Sorte affaldssække for vinduerne, plastik under lagenet i sengen, en madras ind på gulvet i stuen og han fik pustet fødekarret op.
Alt imens jeg forsøgte at spise lidt mad. Veerne tog hurtigt til og maden blev ikke til spor. Og jeg skulle da overhovedet ikke bage nogen kage!
I graviditeten havde min mand og jeg aftalt, at vi skulle drikke en øl eller to sammen, når veerne gik i gang. Når man sådan ikke har rørt alkohol i 9 måneder, var jeg overbevist om at jeg ville blive lidt småfuld og kunne sove i nogle timer, inden den aktive fødsel.
Alt for mange gange har jeg mødt førstegangsfødende, som er fuldstændigt udmattede, inden fødslen overhovedet er i den aktive fase, fordi de ikke har kunnet/villet sove i starten af forløbet. Men bvadr (!), siger jeg bare! Da min mand tog en øl ud af køleskabet og stillede den på bordet foran mig, var sagen klar – jeg skulle IKKE have noget alkohol. I stedet kastede jeg op. Puha, og der var kun gået 1 time fra veerne for alvor var sat ind.
”Manner” tænkte jeg. Det gjorde virkelig ondt nu. Derfor besluttede jeg at undersøge mig selv indvendigt (det er jo fordelen når man selv er jordemoder og har sådan nogle seriøst lange fingre). Ingen livmoderhals, knap 1 cm åben. Hmm, ikke meget, men det var helt ok, da veerne jo kun lige var begyndt.
Jeg gik rundt i lejligheden og fik bare mere og mere ondt. En time senere kom veerne med 3-4 min interval og var gode lange, så jeg undersøgte mig igen. 2-3 cm åben. Yes!
Den jordemoder jeg havde aftalt med skulle komme, boede i Sverige, så vi besluttede at ringe efter hende allerede nu. Samtidig blev vi enige om at det nok var nu, jeg skulle tage lavement. For helvede (pardon my french) hvor var det frygteligt! Jeg kunne OVERHOVEDET ikke holde på det og løb ud på toilettet i det samme der kom en ve. Hermed min dybtfølte undskyldning til alle dem jeg igennem tiden har sagt ”bare du holder det i mindst 5 minutter, så er det fint” No (fucking) way om jeg kunne have holdt på noget i 5 minutter! Nåmen, mit lavement nåede måske ikke at virke, men so be it. Ikke mere pruttevand til mig, tak!
I stedet fik jeg slæbt mit enorme korpus i badekarret og hurra hvor var det dejligt! Veerne gjorde stadig lige ondt, men pauserne var skønne og bevægelsesfriheden uvurderlig. De næste 2 timer aftog veerne gradvist i interval og ved 03-tiden var der op til 10 minutter imellem dem. Skønt, tænkte jeg, men jeg vidste jo godt, at det ikke ligefrem var fordrende for forløbet og min mand forsøgte at overtale mig til at komme lidt op af karret. Jeg kunne bare slet ikke overskue det. 03.30 kom jordemoderen og i det øjeblik hun trådte ind i lejligheden fik jeg ligesom fornyet energi og veerne tog atter til, i både interval og styrke.
04.10 blev jeg undersøgt indvendigt, 4-5 cm og en stor hindeblære. ”Åh nej” tænkte jeg ”jeg har så skide ondt og så sker der ikke mere?!” Så jeg var selv nødt til at mærke med forneden igen. Veerne var nu meget kraftige og enormt svære at tackle, men det hjalp at min mand og jordemoderen hele tiden forvissede mig om, at jeg godt kunne komme igennem det og at jeg klarede det flot.
Hindeblæren foran barnets hoved voksede for hver ve og kl. 05.00 bristede den (faktisk gjorde jeg det nok med fingrene, fordi jeg efterhånden syntes at det gjorde så ondt, at jeg sådan set gerne bare ville have skidtet overstået – men det er selvfølgelig helt udenfor journal) og der kom begyndende pressetrang. Nu gik det stærkt! Nu kom babys hoved for alvor ned og massere på livmodermunden og i løbet af 35 minutter var jeg blevet 10 cm og begyndte for alvor at presse. Hele tiden undersøgte jeg mig selv og det gav mig bare SÅ god energi, at jeg kunne mærke hvor meget der skete forneden hver gang jeg pressede.
40 minutter senere tog jeg imod vores barn. Det var den mest vidunderlige følelse i hele verden at tage imod sit eget barn.
Min mand fik lov at se hvad vi havde fået – en dreng. Vores Jens.
Det var en drømmefødsel og den bedste oplevelse jeg nogensinde har haft. Selvfølgelig var det hårdt og frygteligt undervejs, men det var simpelthen så fantastisk at opleve kroppen tage 100 % over og bare gøre det der skal gøres.”
Få dage efter fødslen, som foregik i et badekar i rummet lige inde ved siden af <3
Oh well, når jeg nu – flere år senere – læser beretningen, kan jeg godt være sådan lidt “For real?!” Altså, den bedste oplevelse nogensinde? Men jo, når jeg husker tilbage, så var det simpelthen det fedeste i hele verden at føde mit barn. Jeg var empowered ud over alle grænser i de efterfølgende mange måneder. Både fordi jeg var så skide stolt over at jeg havde født et barn, men selvfølgelig også over, at være blevet nogens mor.
Tiden efter fødslen var en tid med meget (!) voldsomme følelser, som jeg lover at skrive mere om en anden gang…
NB: Det sidste har jeg naturligvis gjort siden indlægget her blev offentliggjort – jeg har faktisk skrevet en hel bog om emnet. 40 uger efter – en kærlig håndsrækning til den nybagte mor.