København versus Sønderjylland

Det har delt vandene at vi er flyttet fra København til Sønderjylland; nogle synes det er fantastisk og siger “selvfølgelig – der er masser af plads, højt til loftet og børnene kan lege frit i Jylland” imens andre siger “Der er jo ikke noget at lave i Jylland”.
Begge dele synes jeg har sin berettigelse.
Allerførst flyttede vi fra KBH til et lille hus i Valby. For så havde vi pladsen og haven og byen lige om hjørnet. Alt spillede – ok, måske lige bortset fra en vuggestue, som jeg var svært presset over. Muligvis bare fordi jeg skulle aflevere mit barn der. Mit barn som jeg allerhelst bare ville forblive symbiotisk med. For evigt.
Valby var ikke nok.
Da vi flyttede derfra var jeg på et sted i mit liv, hvor jeg ikke længere kendte mig selv. Jeg havde ikke fået redefineret mig i min dengang nye rolle som mor (det kan du læse mere om her) og jeg var ked af det. Min kedafdethed udmøntede sig ofte som irritation overfor alle andre – og allermest overfor Thomas. Jeg er ham dybt taknemmelig for ikke at være skredet dengang.
Jeg havde brug for min barndomsfamilie. For rammer hvor jeg havde en følelse af at kunne kende mig selv. Og ikke mindst rammer hvor folk omkring mig kendte mig.
Jeg glemmer aldrig da jeg havde min sidste vagt som jordemoder på Hvidovres fødeafdeling og én af mine søde kollegaer kom og gav et kram og sagde “ih, hvor jeg kommer til at savne dig, Cana”. Det var i virkeligheden vildt dejligt – altså bortset fra at hun udtalte mit navn forkert. Normalt rør det mig ikke når folk ikke udtaler mit navn korrekt, men efter 3 år på en arbejdsplads, var det for mig ret sigende at hende den søde jordemoderkollega ikke kunne udtale mit navn. For vi kendte ikke hinanden. Jeg følte mig som verdens mindste plankton blandt tusindvis af småfisk og enkelte store rovfisk. Jeg følte mig ligegyldig.
Da vidste jeg, at det var det rigtige at flytte “hjem” til Sønderjylland, hvor jeg blev husket og havde følelsen af at være vigtig. I hvert fald berettiget.
Vi købte et kæmpe stort hus med udsigt over Flensborg Fjord og højt til loftet. Her kunne vi bo for altid.
Efter vi flyttede har jeg igen lært mig selv at kende (okay, nu praler jeg – i mellemtiden er der jo kommet endnu et familiemedlem og jeg er formentlig stadig lidt hormonelt anlagt, men jeg forestiller mig at jeg stadig har styr på mig selv og mit følelsesliv, men måske vil det være på plads med en opdatering på det om et halvt års tid).
Mit familieliv fungerer og jeg har med mine nye arbejdstider aldrig skullet begrænse Thomas i hverken jobs, rejser eller byture. Og nu er jeg jo på barsel og har tid til hvad som helst. Eller altså, det vil sige, at jeg jo i realiteten ikke har tid til noget som helst andet end at passe mine børn og måske tilsnige mig lidt kvalitetstid med min mand, mine veninder og ikke mindst med mig selv. Jeg når ingenting, men har til trods for mit glødende iværksættergen, faktisk accepteret det.

Inden min barsel frygtede jeg sådan for hvad pokker jeg skulle bedrive tiden med, nu hvor jeg ikke længere kunne slentre rundt i storbyen med en fuldfed latte i kopholderen og en sovende baby i vognen. Hvad laver man egentlig så?

Jeg drikker i hvert fald ikke latte. Eller går på café. Den slags kan man nemlig slet ikke i den lille by hvor jeg bor. I stedet sparer jeg kalorierne fra latten og bliver tyndfed i sofaen imens jeg skriver blog og kigger på min sovende baby.

Men jeg savner København. Og jeg savner det jeg tror København gør ved mine børn.

For jo, der er højt til loftet i Sønderjylland og alle er simpelthen så søde og jeg føler mig på mange måder vigtig hernede. Men jeg savner mangfoldigheden og livet. Jeg savner at min 3-årige kan gå til tegning og cirkus i stedet for fodbold eller gymnastik. Jeg savner at man mødes på legeplads i stedet for at hoppe på trampolin i hver sin baghave. Og så savner jeg den følelse jeg får indeni, når jeg ser hvor godt min mand trives inde midt i København.

Det er smaddersvært at føle sig rodløs – jeg vil gerne begge dele. Min barndomsfamilie, verdens bedste job og nogle dejlige veninder i Sønderjylland – og mangfoldighed, byliv, dejlige veninder og en mand i sit es i København.

Pisoglort.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til 100 % at acceptere ét af stederne som mit hjem, men tager meget gerne imod råd, hvis nogen har siddet i samme situation eller har håndteret disse følelser?

Kom så – København eller Sønderjylland?

Kys fra Cana

Hvis du har lyst, kan du blive fast følger af min blog her:

http://www.bloglovin.com/blog/12747775