Min allerstørste frygt ved at få barn nummer to var “når begge børn græder”.
Hvad stiller man op? Eller, hvad stiller jeg op? Heldigvis har Thomas, trods travlhed, været rigtig meget hjemme, hvilket naturligvis gør dilemmaet ubetydeligt. 2 børn til 2 forældre = harmoni.
Men når så jeg er alene med børnene, kan jeg næsten få præstress over “hvad nu hvis…” (Okay, det var løgn – jeg får ikke næsten præstress, men totalt præstress).
Jeg ved ikke om det gælder alle nybagte mødre til nummer to, eller om det bare er mig. Mig der kæmper med angsten for ikke at slå til. Angsten for at min den lille ikke får den ro han fortjener og angsten for at skuffe den store.
Jeg er af den overbevisning, at man altid skal tage en babys gråd alvorligt. Det er aldrig bare hysteri. Eller vrede. Eller for at være irriterende. Og det kan aldrig bare lige vente 5 minutter. Måske er det mig der er hysterisk, men det er sådan jeg har det. Men det stiller jo også store krav til mig – jeg skal altid være der for den lille og følge hans behov. Samtidig med at jeg (selvfølgelig) stadig gerne vil være en god mor for den store. Lege. Nusse. Grine. Passe på.
Men jeg kan jo for pokker ikke være to steder samtidig…
Og sådan kører den i hovedet på mig. Jeg bliver stresset over angsten for egen følelse af utilstrækkelighed. For pokker.
Det har endnu aldrig været et problem – altså i virkeligheden. Og alligevel fylder det i min bevidsthed. Det er sgu da fjollet.
Morhjernen – eller i hvert fald min – har et overload af (ubegrundede) bekymringer, som jeg, på trods af et ellers udemærket rationelt potentiale, ikke kan finde ud af at komme af med.
Det er jeg træt af. Så hvis du sidder med guldkorn, så bring ’em on.
Please.
Kys fra Cana