Jeg har nu været alene hjemme med min baby i over et døgn. Et døgn som har været helt forrygende! Jovist savner jeg da mand og barn, men der er altså også noget særligt dejligt ved at være alene hjemme. Jeg har fx
Spist bland-selv til aftensmad. Ja, den er god nok. Jeg fik en sms fra en sød veninde i går, hvor hun foreslog at jeg da skulle hygge mig med snolder, nu hvor jeg var “alene hjemme”. Så sagt, så gjort. Jeg pakkede min baby i barnevognen, trodsede regnen og gik i Fakta efter bland-selv-slik. Og frosne bær. Fordi jeg synes det var for pinligt hvis jeg (igen) kun skulle have snolder. Forleden var der nemlig en sød kvinde som på instagram kunne proklamere, at hun godt havde set mig (og megaposen!) i køen i supermarkedet. Jovel, jeg lever jo i et lille bitte samfund, så kassedamen husker mig sgu nok også. Og altså, posen vejede knap 400 gram og jeg spiste det i løbet af eftermiddagen, så det blev ligesom bare til aftensmad.
Set fjernsyn. Okay, vi ser også fjernsyn til dagligt – men udelukkende ramasjang, som jeg altså alligevel ikke finder særligt stimulerende. Næh, så var det alligevel bedre med et lille grin over “Hvornår var det nu det var” på DrK. Kan I huske det program? Alletiders! Fuldstændigt uprætentiøst og altså ret fint, synes jeg.
Sendt virkelig mange sms’er. Normalt er jeg sådan seriøst dårlig til sms’er; jeg læser dem og tænker: “den vil jeg gerne svare ordentligt på, så det gør jeg om lidt når jeg har bedre tid” Og så glemmer jeg det! Det er virkelig ikke fordi jeg ikke gerne vil svare, men fordi min distræte hjerne ikke kan huske fra næse til mund (men heldigvis godt fra slikskål til mund). Men nu, hvor jeg har haft masser af tid (en baby på 2½ måned sover trods alt alligevel maaaange timer i døgnen. I hvert fald min), har jeg virkelig fyret op for sms-sluserne og sendt og sendt og sendt.
Haft venindebesøg. Egentlig har jeg ret ofte venindebesøg, men der er bare mere tid til snak og hygge, når der kun er ét barn at koncentrere sig om imens.
Trænet (!). That’s right, jeg har trænet. Min usle krop har holdt snart et års pause fra træning pga en graviditet som først var præget af kvalme, som blev direkte afløst af massive bækkenproblemer. Nu skal det være! Eller altså, i hvert fald skal det være lidt. Jeg er nemlig hoppet på “seven-minutes-workout”-bølgen, hvor man angiveligt skulle kunne komme i form ved at træne i sølle syv minutter dagligt. I’m in, hvis det virkelig ikke kræver mere, så kan jeg nok godt liiige overskue det – alene hjemme eller ej.
Blogget. Det siger selvfølgelig sig selv, men jeg synes virkelig det har været dejligt at have lidt tid til at fordybe mig i mine tanker om denne blog og jeg glæder mig til at lade den vokse og forhåbentligt give Jer læsere et indblik i min verden. Tak fordi I allerede er nogen som læser med!
I det hele taget har jeg hygget mig gevaldigt – og hvis ikke det var for savnet til mand og ældstebarn, så kunne jeg gøre det her for evigt. Heldigvis kommer de hjem i morgen.
Mine søde (eller seje, som Jens klart ville foretrække) savnede drenge.
Kys fra Cana