Karriereskift

I efteråret 2012 besluttede jeg mig for – for en tid – at lægge jordemoderfaget på hylden.

Siden jeg var startet op på job igen efter min første barsel, var jeg med hastige skridt på vej mod afgrunden. Jeg var ked af det indeni, følte mig ensom og utilstrækkelig og jeg savnede min barndomsfamilie, som alle bor i Sønderjylland. Heldigvis har jeg (måske) verdens dejligste mand, som – da det gik op for ham hvor skidt jeg havde det – tog teten og sørgede for at få sat vores hus til salg og han ringede til min familie i Sønderjylland med beskeden om at vi ville flytte derned.

Vi tog det store spring. Hovedkulds. Og vi købte det allerdejligste hus vi overhovedet kunne finde.

Ja, og så sagde jeg mit job som jordemoder op. Mest fordi det harmonerede så skidt med min mands arbejdstider, som ofte ligger i weekenden og om aftenen/natten.

Men hvad skulle jeg så? Jeg overvejede om jeg skulle søge ind som jordemoder på fødegangen i Sønderborg, men det føltes på en eller anden måde bare helt forkert. Heldigvis, ved jeg nu.

I stedet fik jeg job på et socialpsykiatrisk botilbud for sindslidende voksne. Med helt almindelige arbejdstider og en vidunderlig arbejdsbeskrivelse.

Mange har sidenhen spurgt undrende til mit karriereskift – ”jamen, savner du ikke at være jordemoder?” Og jo, det er jo ikke sådan at jeg ikke savner det fag, som jeg engang brændte så meget for. Men dét jeg savner, er ikke selve fysikken i faget. Dét jeg synes var spændende ved jordemoderfaget, var allermest familiedannelsesprocesserne og hele det psykologiske aspekt ved at følge kvinder gennem graviditeten og naturligvis den ofte altoverskyggende fødselsoplevelse. Min fornemmeste opgave var – uanset en fødsels forløb – at hjælpe det vordende forældrepar til at få en god oplevelse af deres barns fødsel. Jeg skulle gøre mit ypperste for at hjælpe familien styrket igennem processen; alt det fysiske er – og var – for mig ”piece of cake”. Alle kan lære at gribe en baby. Det svære er, at have det forkromede overblik, at have roen, tålmodigheden og forståelsen for den enkeltes behov. Og netop det, ser jeg faktisk også som de vigtigste faktorer i mit nuværende arbejde. Jeg får lov til at bruge mig selv og de personlige færdigheder jeg har fået igennem min jordemoderuddannelse, selvom jeg hverken arbejder med gravide, fødende eller barslende.

For mig har det været en kæmpe gave at skifte karrierespor; jeg er ikke længere ked af mit arbejde og vigtigst af alt: jeg føler – på trods af at jeg indimellem arbejder meget mere end 37 timer om ugen – ikke, at mit arbejde overskygger det vigtigste i mit liv. Mine børn og min mand. Og mine behov.

Jordemoderlivet er kommet bag glas og ramme