Jeg ved det. Jeg skal ikke lade kritik gå mig på og jeg er i de fleste henseender blevet bedre til at håndtere det, uden at blive påvirket eller ked af det, når jeg møder kritik af den negative slags. I går fik jeg dog en kommentar, som ramte mig. En kommentar til dette indlæg fra en tidligere læser, som havde brug for at komme tilbage, for at slå op med mig; noget jeg i sig selv har det en lillesmule stramt med.
Kære Cana. Jeg har fulgt din blog næsten siden du startede. Det har været imponerende at se hvorledes du er vokset og hvor stort et “mor-ikon” du er blevet, siden du blot refererede lidt om livet som mor i Sønderjylland. Desværre læser jeg ikke med mere. Og det er et aktivt valg (…) Du besidder ikke den endegyldige sandhed Cana. Jeg har en uddannelse inden for pædagogik og har været i faget i mange år og fået en god gang overbygning på mit fag. Jeg kan derfor prale af, at jeg ved én ting eller to omkring børn og deres adfærd og ikke mindst forældre-relation til børn (…) Jeg synes at det er forkert at henlede årsagen på moderens reaktion, til evt. mislykket forsøg på graviditet, utroskab eller lign. For mange er det ganske simpel børneopdragelse. Jeg går ikke ind for den autoritære opdragelsesform, ej heller at man udtrykker sig verbalt som eksempelvis kvinden gjorde. Men ikke alle har 7+ år (uddannelsesmæssigt) på bagen som jeg har inden for pædagogik. Kvinden reagerer meget typisk. Og det er pædagogisk set okay at sætte en streg i sandet (…) Det er således ikke barnet der har brug for en krammer. Det er moderen.
Jeg vil til en start gerne give kommentatoren, som forøvrigt underskrev sig som den anonyme, en high-five fordi hun tror så meget på mig som influencer og som mor-ikon. Det er noget der varmer og jeg er glad for den anerkendelse.
Når jeg sidder hjemme i mit lillebitte kontor, som i virkeligheden bare er et hjørne af soveværelset, og forfatter blogindlæg, så er det altså ganske sjældent med tanke for, at jeg skal vare min mund, fordi jeg tilsyneladende er kommet i en position hvor jeg kan påvirke andre. For mig, sidder jeg fuldstændigt som jeg har gjort fra starten og skriver hvad jeg har på hjerte. Nogle gange tager jeg den lige til grænsen, nogle gange går jeg (utilsigtet, selvfølgelig) over og så siger jeg undskyld bagefter. Fuldstændigt på samme måde som jeg gebærder mig i virkeligheden. For nej, gu sidder jeg ej på de vises sten og nej, jeg skal ingenlunde gøre mig til ekspert indenfor hverken børneopdragelse eller relationsdannelse, men jeg er et menneske og dét betyder mig bekendt, at jeg har (ret til at have) holdninger, fuldstændigt ligesom alle andre.
Hvis det faktum at I (heldigvis) er mange der læser med, skulle give mig mundkurv på, så ville jeg ærligt talt tage til genovervejelse om jeg nu også har truffet det rette valg, ved at bruge så meget tid på at blogge som jeg har. Men det har jeg. Jeg elsker at blogge og jeg tror forøvrigt at alle I der læser med – uanset om I som den anonyme kommentator har 7+års uddannelse indenfor børneopdragelse eller ej – er både kloge og kompetente nok til selv at vurdere hvornår I er enige eller uenige med mig. For det må man nemlig gerne være. Både enig og uenig. Jeg kaster bolde op i luften og jeg elsker når I griber dem, fordi I er med til at give mig et nyt perspektiv til mine meninger, som, når de kommer direkte fra mit hovede til et indlæg, af og til kan være temmeligt ensporede, fordi de ikke har været vendt i plenum.
Når det så er sagt, så vil jeg forøvrigt pointere, at hele det blogindlæg som denne kommentar udspringer af, faktisk var en virtuel krammer til den mor, som jeg, kort forinden jeg skrev indlægget, havde overværet overfuse sit lille barn på åben gade. En krammer kommentatoren vidst mente jeg skyldte. Det var en anerkendelse af, at vi alle kan komme til at træde ved siden af; selv når det gælder vores aller kæreste.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over hvem der er eller ikke er gode forældre, men jeg er overbevist om, at vi alle gør vores allerbedste.
Med dét sagt, vil jeg håbe at I stadig er med mig, selvom jeg altså fortsat har tænkt mig at blive ved med at være den jeg er – også selvom I er mange der læser med. Sådan har jeg det bedst og jeg fornemmer at det faktisk også er sådan I bedst kan lide mig.
Ha’ en pissefed lørdag!