Dagens fødselsberetning, som i julens anledning kommer med en dags forsinkelse, er fantastisk, intens, voldsom og ganske vidunderlig. Den gav mig tårer i øjnene og er skrevet af Cathrin, der ligesom jeg, er mor til to.
40+3, utålmodigheden, længslen efter at gå i gang selv og se vores søn, var ikke til at tage fejl af. Jeg ringede i min iver efter at gå fødsel selv til en privat klinik, jeg om natten havde googlet mig frem til som tilbød ”alternativ modning” til gravide over termin. Yes! Rebozo massage og akupunktur måtte være vejen frem, nu da hindeløsningen ved sidste jordemoderbesøg ikke virkede.
Da jeg ringede for at bestille tid til modningen, talte jeg med en meget sød jordemoder, der hurtigt lurede mig. Hun hørte kontrolkvinden i mig, og sagde mildt og beroligende, at jeg skulle forsøge at ”komme ned i kroppen og ud af hovedet”. Jeg skulle snakke med Hektor og fortælle ham, hvem han skulle ud til, hvordan der så ud og hvad vi skulle lave. Jeg skulle plante mig i sofaen, helst på venstre side, lytte til musik og visualisere, at babyen bevægede sig ned og godt på plads i bækkenet. Og så ingen praktiske gøremål, kun afslapning og gode tanker. Som sagt, så gjort – altså lige efter jeg havde ordnet vasketøjet, selvfølgelig.
Klokken 02 om natten begyndte de første spæde veer. Mission modning kl. 10 begyndte at blegne, men ville veerne bide sig fast? Jeg var ikke helt overbevist.
Tirsdag d. 17. november
Jeg vågner omkring to timer efter og mærker nogle gode veer. Jeg er ikke tvivl, kan huske dem fra min første fødsel, men de er da til at arbejde med. Jeg nyder dem faktisk lidt – for det betyder, vi snart skal møde vores søn. Jeg lader R. sove og står efter noget tid op for at smøre ældste sønnens madpakke. Veerne begynder at bide mere, og kommer i takt med jeg står op med mindre interval. Klokken 06 vågner R., og kort tid efter C. Som om de begge kunne fornemme, at der var noget i gære.
C. bliver fulgt glad og forventningsfuld i morgenSFO velvidende, at i dag kommer lillebror endelig efter mange måneders ventetid. R. kommer hurtigt hjem og forlanger, at vi ringer til fødemodtagelsen. Jeg vil gerne vente lidt, men kan også mærke, at veerne begynder at være ret insisterende efterhånden. Klokken er på det her tidpunkt omkring syv og vi får grønt lys af fødemodtagelsen til at stille og roligt bevæge os mod Hvidovre. Taxaen bliver bestilt, L. (lydjournalist, der skal optage fødslen til en radiodokumentar) og vores svigerinde bliver kontaktet.
Turen til hospitalet går hurtigt, synes jeg. Det var ikke det samme for R., der undervejs ringede til fødegangen igen for at sige, at vi altså VAR på vej og fik en ny jordemoder i røret, der liiiiige skulle være sikker på de kunne modtage os. Panik! Det havde vi fået at vide, de kunne – og heldigvis lød den samme besked: I kommer bare. Jo tak, vi ER der snart. Samtidig skulle han også lige afbestille den alternative modning, der jo tydeligvis ikke blev brug for.
Ankommet til hospitalet skulle fødemodtagelsen findes. Og det er sjovt nok sværere end man tror, da selv personalet der arbejder der, kommer i tvivl. Efter nogle ture op og ned i elevatoren med mig gispende i kørestol, finder vi endelig frem og bliver vist ind på en stue, hvor vandet går i det jeg rejser mig og jordemoder samt medicinstuderende træder ind i lokalet.
6 centimeter åben. Præcis, som jeg sagde i taxaen, at jeg virkelig ønskede, jeg var åben. Stortartet. Glad fødende kvinde, lettet kæreste, tilfreds jordemoder. Af sted til en fødestue, det her går nok stærkt! Men det gjorde det ikke. Langt fra.
Jeg husker ikke så sammenhængende fra efter jeg kom ind på fødestuen og kom i varmt vand, hvorfor resten af forløbet er skrevet med hjælp fra journalen, og det vi har snakket os frem til herhjemme. Jeg mindes, hvor skønt det var at komme ned i karet og arbejde med veerne, som jeg fortsat følte, jeg bestemte over. Det var en befrielse at føle mig let i pauserne, der dog ikke var mange af, da jeg havde 4-5 veer i løbet af 10 min. hele fødslen igennem. Jeg ligger i vand i lidt under en time, og kl. 9:50 kommer jeg op.
Hektor bliver vurderet til ca. 3600 gr. og hans hjertelyd er perfekt hver gang. Han har det godt og jeg får ros for min vejrtrækning – jeg ilter ham flot. Jeg er dog blevet lidt for varm, hvilket gør mig noget omtåget og kan være forhindrende ift. åbningsprocessen. Jeg er nu 8 cm. åben, klokken er 10:20 og jeg begynder at mærke pressetrang på nogle af veerne, men må ikke presse med på toppen endnu, da hovedet ikke står korrekt.
I tidsrummet 10:50 til 12:15 prøver jeg en masse stillinger i mit vearbejde. Jeg står op, ligger henover en sækkestol, læner mig op ad R. og ligger ned. Jeg får en varmepude til lænden, massage og begynder at være ret afhængig af enten R’s eller svigerindens hånd. Jeg er fortsat i god kontrol, men mærker stille og roligt trætheden komme snigende. Veerne er intense og insisterende, men lige meget hjælper det – jeg er fortsat 8 cm. åben. og et lavment bliver igen tilbudt, da det kan hjælpe på vej. Jeg afslog det første gang, fordi jeg troede fødslen ville gå stærkt, men da det ikke er tilfældet, takker jeg ja. Og af alle ubehagelige ting under en fødsel må det være dét, jeg synes er det sværeste at håndtere; prøv at holde det inde under to veer. Jo tak! Prøv selv. Mig ned fra fødelejet og ud på toilettet… nåede det dårligt nok. Men hvad gør man ikke for 2 pludseligt meget betydningsfulde centimeter.
Omkring 6 timer efter ankomst til Hvidovre og 10 timer fra de første gode veer, bliver afdelingsjordemoderen tilkaldt.
Hektors hoved vil ikke bevæge sig ordentligt ned, og min jordemoder er i tvivl om det vil kunne fødes idet udvidelsen efterhånden har varet længe uden fremgang. Afdl. jordemoderen vurderer, at det vil kunne lade sig gøre, og at en omgang Rebozo massage vil kunne hjælpe det sidste stykke. Okay, så vi er fortsat optimistiske selvom han driller os.
Efter Rebozo kommer jeg op på en pilatesbold, hvor jeg skal arbejde yderligere for at få hovedet ned og åbne mig de sidste centimeter. Imens bliver diverse smertelindringsmetoder fremlagt og jeg afslår alle med undtagelse for TENS, der er elektriske impulser, der påsættes det smerteplagede område – i mit tilfælde lænden. Jeg synes dog ikke, det hjælper synderligt og da meningen er, at R. skal ”booste” impulserne under mine veer, må jeg takke nej til dette, hvorefter de bliver siddende med blot små ryk uden det gør fra eller til ift. smerterne. Så må det være sådan, for jeg skal under ingen omstændigheder have epidural. Nej tak, ingen nål i ryggen på mig, så hellere veer uden pause. Måske ikke logisk for andre, men for én med angst for kirurgiske indgreb, giver det GOD mening.
Klokken 15 er der vagtskifte og min nye jordemoder kommer ind og præsenterer sig som hende, vi skal fejre fødselsdag med. Sjovt, som sådan en enkel lille bemærkning kan give håb. For jeg må ærligt indrømme, jeg er tyndslidt på det her tidspunkt. Jordemoderen vil have min blære tømt, hun mener bestemt, det kan være skyld i den manglende fremgang og hun lægger et kateter, da jeg ikke kan selv. Mærkelig fornemmelse i øvrigt at vide man skal tisse, men simpelthen ikke være i stand til det.
En lille time efter vagskiftet får jeg lov til at presse ordentligt. Jeg har nu haft presseveer længe, men da der fortsat er en kant, skal jordemoderen være med oppe i fødekanalen under veerne for at tvinge kanten bag om hovedet. Det er ikke synderligt rart, men følelsen af endelig at må være aktivt med på veerne er en befrielse. Jeg ligger på siden og spørger derfor, om det nu også er hensigtsmæssigt ift. at jeg gerne selv vil tage imod. Husker ikke hvad jeg får af svar, kun at lige pludselig går tingene stærkt…
Kl. 15:55 – Kanten er udslettet og hovedet kommer frem, men desværre også tilbage igen og sådan fortsætter det de næste minutter.
Kl. 16:05 – Jeg kommer om på ryggen og hovedet bliver født meget langsomt.
Kl. 16:10 – Der er kun lige blevet trykket på knappen til personalet, der kommer ind og skal gøre klar til fødselsdag, hvorefter R. får besked på at trykke på endnu en knap, og vi får at vide: Nu kommer der en masse mennesker…
De sidste 5 min af fødslen er på én gang smertefuldt klare og helt tågede. Alle de mange timer forinden synes pludseligt korte, hvorimod minutterne med akutberedskabets effektive arbejde føles som en evighed, hvor tankerne ikke står til at styre og min krop er som en andens – hvem er det der skriger?
Hektor sidder fast. Som i fast fast! Med skuldrene. Følelsen af at være i kontrol er skiftet ud med en absolut magtesløshed. Jeg er nu som et stykke kød, der bliver banket på af en slagter, der vil se blod. Min jordemoder træder tilbage for de nytilkomne, går til R., svigerinde og L. og siger, at lige nu har de, personalet, ikke tid til dem. Og jeg husker svagt et blik hen mod dem, hvor jeg når at forestille mig, det for dem må ligne en af de værste scener fra Game of Thrones, hvor man kun forventer, at endnu en hovedperson dør.
R. er i knæ, bogstavligt og metaforisk.
Jeg græder og skriger imens jeg bliver kastet rundt og diverse medicinske udtryk og procedurer flyver hen over mig: ”McRoberts”… ”om på knæ, Cathrin”, ”du skal tie stille”, ”træk vejret!”… Det er afdl. jordemoderen og en børnelæge der snakker, de skiftes til at have hele deres hånd oppe i mig, uden om Hektors hoved, mens de forsøger at fange hans arm: ”tilbage på ryggen”, ”McRoberts”, ”vi må brække armen”, ”anlægge episiotomi”, ”Cathrin, vi laver et klip”…
Det eneste jeg kan tænke på er, at jeg mister mit barn. Han sidder jo fast. Hvordan skal de nogensinde kunne få ham ud af mig. Det er uden for min fatteevne, og jeg kan mærke, at jeg giver op. På få minutter giver jeg op og tror ikke længere på det. Jeg mister mit barn, C. mister sin mor og lillebror og R. sit første barn og sin kæreste. Sådan kan det jo kun ende. Hans hoved har siddet fast i mig, imens de har trukket mine ben ud i langstrakt og med ét fyret dem tilbage op til mine ører. De har vendt mig rundt og prøvet at fange en af hans arme for at brække den eller hans kraveben, men intet har hjulpet.
Da han bliver forløst, ser jeg kun en livløs baby, helt blå ovenpå mig i livstruende sekunder og så hurtigt videre til ”babybordet”.
”SIKKE EN BASSE!”, ”Hold da op han er stor”, ”Han kickstartede sig selv”, ”Hør ham, det er ham, der siger noget”, ”Han er stærk!”, ”Han har det godt, C.”.
Jeg forstår det ikke, egentlig hverken i skrivende stund eller på daværende tidspunkt. R. står ved siden af mig. Vi er blevet forældre – og Hektor er levende. Han lever. Han græder. Han er vores! Og jeg kan ikke stoppe med at græde. Kan ikke. Det hele er så overvældende. Det er slut. Et skrækscenarie. MIN FØDSEL? Det værst tænkelige, der kan ske under en vaginal fødsel og som sker for så få. Men ingen havde da heller troet, at jeg kunne rumme 4,4 kilo baby. Mig på de 50 kg. inden graviditeten fordelt på knapt 156 cm. Ingen havde set det komme, nok heller ikke den jordemoder der ved min sidste konsultation, en dag før termin, skønnede ham til kun 3,4 kg.
Max. to min. mere ville de have haft til at arbejde mere på at få ham ud, TO minutter!, hvorefter de ville være nødsaget til at proppe ham op igen og udføre et akut kejsersnit med en hånd oppe i mig holdende på hans hoved imens. Anæstesien stod klar inde ved siden af, det var blot et spørgsmål om få sekunder inden vi var blevet en anden slags akut situation – og hvorfor tænke på det…? Hvis nu. Han kom jo ud!
Det har mærkeligt nok været det, tankerne om ”hvad ville der så have været sket”, der har plaget mig mest efterfølgende. For spørgsmålet om, hvorfor det skete er jo allerede besvaret. Han var for stor til mit bækken, og jeg skulle aldrig have ”fået lov” til at føde ham vaginalt. Men det vidste ingen. Jeg kan godt acceptere dette, men det efterlader uden tvivl en angst. En slags angst jeg ikke har kendt til før, for her er intet let svar på spørgsmålet: Tør du gøre det igen? Jeg ved det helt enkelt ikke endnu, for jeg vil ikke have et kejsersnit – og tør man så satse på at tredje gang er lykkens gang. Den fødsel hvor jeg rent faktisk får lov til at tage imod mit barn og holde det som den første? En ting er dog sikkert. Jeg får aldrig min hjemmefødsel. Men hvem går egentlig også op i det nu, hvor jeg har en meget levende og sund dreng liggende her ved siden af mig.
Min Hektor!