Det var egentlig min plan at jeg slet ikke skulle blogge mere, før jeg i morgen skulle juble over udgivelsen af Cana’s Album, men efter at have streamet en udsendelsen “Skam dig, Emma” som blev sendt forleden på DRK, kan jeg ikke lade være.
Emma Holten, den unge kvinde, som for knap et år siden, lagde afklædte billeder af sig selv til fuldt skue for offentligheden, fordi hun tre år tidligere var blevet offer for hævnporno, har stjålet mit fokus på pladeudgivelse og stort set alt andet for en stund. Fordi det hun har at sige, er så vigtigt. Emma havde i sine teengage-år havde sendt nøgenbilleder til sin daværende kæreste via sin e-mail, som sidenhen blev hacket og hun fandt sine private billeder, krop og person udstillet på diverse pornosider, som havde til formål at udstille kvinder, som de proklamerede selv var skyld i, at de var havnet online.
Sexistiske dumme svin, kunne man også kalde dem. Mændene, altså. Ja, pardon my french, men jeg kan simpelthen ingenlunde se formålet med at ydmyge andre mennesker med vilje; for det er, hvad jeg tror det handler om.
Jeg læste med for et år siden, da Emma selv lagde sine billeder online og jeg kan tydleigt huske, hvordan jeg dengang – sammen med store dele af verden – hyldede hende for at gøre det. Jeg hyldede hende for at tage sagen ved roden og ofre sig selv, for at få sat fokus på de kvinder, der bliver udsat for hævnporno.
“Man kan aldrig vide sig sikker på internettet” siger mange, men ved I hvad, den køber jeg ikke. Man kan aldrig vide sig sikker nogen steder her i livet, men én ting er sikker: internettet er blevet en fast forankret del af vores liv og hverdag og selvfølgelig skal vi også have ret til at have et privatliv, selvom det forgår online. Selvfølgelig skal vi det. Allesammen. Selv jeg, som lever af at skrive om min gøren og væren og de ting jeg synes er inspirerende har ret til et privatliv – i samme stil som den 17-årige der sender nøgenbilleder til sin kærestes e-mail.
Det er ikke den unge piges skyld, at hun bliver eksponeret – udstillet – mod sin vilje, bare fordi hun som en harmløs del af sin seksuelle færd, har taget og sendt nøgenbilleder af sig selv afsted. Nøgenbillederne er slet ikke problemet. Problemet er, at nogen underkender den tydelige grænse der er imellem hvad vi selv vælger at eksponere, versus hvad andre udstiller os med.
Jeg har selv skrevet ting om mig, her på bloggen, som jeg ville have været ked af at læse om mig, via andre. Men når det kommer fra min mund – eller her på bloggen, via mine fingre – så er det okay. Jeg har givet mit samtykke til at det må komme ud og jeg vil gerne have at I læser det, fordi jeg håber at der sidder nogle stykker, som kan bruge mig som et spejlbillede.
Når jeg har skrevet om personlige nederlag eller svære tider i mit liv som mor, har jeg selv valgt at stille mig op som målskive og forhåbentlig som inspirator, men fandeme nej, om jeg vil have at andre skal udstille mig mod mit samtykke. Ikke med mine ord eller handlinger og slet ikke med mine billeder. No matter what.
Vi er nødt til at respektere hinanden og vi er nødt til at forstå, at internettet er en del af fremtiden og at fremtiden kun kan blive god, hvis vi kan stole på hinanden og værne om vores privatliv. Vi skal lære at begå os online. Allesammen.
Emma, tak for dig. Du rocker min båd og jeg synes det er mega stort, at du, på vegne af kvinder verden over, tager kampen op. Tak.