Ej okay, i virkeligheden ikke lortestart. Starten var faktisk glimrende, omend den lå lidt tidligere end mine øjenlåg syntes var helt fair.
Peter og jeg stod op, spiste morgenmad og færdiggjorde den kage jeg har bagt til Jens og Thomas, som kommer hjem i dag.
Peter slikkede det karamelklistrede piskeris, imens jeg pakkede hele køkkenet ind i guldstøv og festen ville nærmest ingen ende tage.
Lidt i ni pakkede jeg Peter i bilen, fordi jeg, straks efter at have afleveret ham, skulle ud til lufthavnen for at hente mine to hjemvendte.
Bzzz… Ingenting.
Jeg drejede nøglen igen.
Bzzz… Ingenting.
Fuck. Den lille lampe i loftet stod tændt og jeg huskede pludselig hvordan jeg i søndags, da Peter og jeg kom hjem fra Sønderjylland, havde tændt den, fordi mørket var faldet på og Peter havde tabt sin lille bamse ned under førersædet.
Fuck. Fuck.
I en skarp vending ringede jeg til Cecilies mand, i håbet om at hans store ishockeymuskler lige kunne komme og skubbe bilen i gang; en teknik jeg husker som værende meget effektiv, fra min tid som Opel Kadett-ejer.
Han var ikke hjemme.
Fuck. Fuck. Fuck.
Jeg skulle jo hente min mand og min førstefødte i lufthavnen. Jeg skulle stå med våde øjne og flag og hilse dem velkommen hjem i et samsurium og kys, kram og glædestårer.
… Og så gik det op for mig, at jeg ikke længere bor i det Broager, hvor busserne kun kører fire gange i døgnet på én nøje udvalgt rute, men at jeg har fem minutter på cykel til Kgs. Nytorv hvorfra metroen kører i pendulfart – lige ud til ankomsthallen i Kastrup Lufthavn. Jeg glemte flagene i bilen, men jeg er på vej.
Pyyyh!
… Så her sidder jeg nu, med sommerfugle i maven og glæder mig til at se mine største, elskede drenge.
God dag til alle – jeg er sikker på at min bliver fuldstændigt forrygende fra nu. Og så glæder jeg mig faktisk til at se min mand spille med musklerne, når vi senere i dag skal ha’ skubbet liv i bilen. Der er noget sexet over en stærk mand, ik’?