I sidste uge, da jeg én af aftenerne var ude at spise fint med en flok dejlige mennesker, tog jeg, som jeg har for sædvane, en masse billeder og lagde et par stykker af dem på min instagramprofil @cbuttenschon. Straks efter jeg havde lagt ét af billederne ud, kom min veninde, som var med på billedet flyvende og kommanderede at jeg slettede det igen “Ej, prøv lige at se hvor grim jeg er” udbrød hun.
Jeg syntes ikke hun var grim. Jeg synes aldrig hun er grim. Jeg synes hun er smuk. Altid. Og jo, selvfølgelig er der nogle vinkler der er heldigere end andre, men jeg kan nu alligevel godt lide tanken om at hylde det komplette udseende.
Alligevel slettede jeg selvfølgelig billedet – også selvom den der i virkeligheden så allermest tarvelig ud på billedet, var mig selv. Men det har jeg lært mig, ikke at have noget – eller i hvert fald ikke så meget – imod. Jeg øver mig i, ikke at have noget imod at være “grim” af og til. Eller at vise mine mindre flatterende sider frem, for det tror jeg ærligt talt ikke at jeg bliver mindre smuk af.
Senere på aftenen lagde jeg endnu et billede – et gruppebillede – ud, hvor alles ansigter var på størrelse med et havregryn (i hvert fald på min telefonskærm) og hvor én alligevel påpegede, at det da godt nok var et grimt billede jeg havde lagt ud af hende. Én som forøvrigt er blandt de smukkeste kvinder jeg overhovedet kan komme i tanker om. Èn som tilfældigvis, vidst nok lige var ved at sige noget, i det sekund billedet blev taget. Èn som stadig bare er helt vildt pæn.
Ærligt talt, så forstår jeg ikke hvorfor vi kvinder så ofte har brug for at pille os selv ned. Alle kan godt se igennem fingre med, hvis et billede er blevet taget på et lidt uheldigt tidspunkt og alle har prøvet det. Jeg tænker ikke spor mærkeligt om andre, hvis jeg ser et billede af dem, lige imens de er ved at gabe over en hotdog og i øvrigt er lige ved at blinke, selvom det selvklart ikke er det mest flatterende billede, man kan finde af vedkommende. Sådan som jeg forøvrigt tror at vi alle sammen har det.
Vi – eller i hvert fald jeg – kunne ikke drømme om at dømme andre ligeså hårdt som vi dømmer os selv. Jeg kunne ikke drømme om, at kalde andre for “grimme”, fordi de er fanget i en uheldig vinkel eller et dårligt øjeblik. Langt fra.
Derfor synes jeg simpelthen det er så ærgerligt at vi skal bruge krudt på at gøre det ved os selv, i stedet for at stole på, at vi er som vi er og at vi er gode nok – uanset vinklen. Netop derfor har jeg skrevet dette indlæg; for at huske jer – og mig selv – på, at vi er gode nok som vi er og at skønheden ikke ligger i det enkelte billede, men i os selv, vores personlighed og vores udstråling.