Selvom det temmeligt præcist er tre år siden jeg forlod mit traditionelle jordemoderliv og i stedet for nyligt slog mig ned som blogger og privat jordemoder via JordemoderCana.dk, bliver jeg stadig enormt berørt, når den sløve sparekniv endnu engang rammer de i forvejen blødende fødeafdelinger.
250 millioner kroner over de næste tre år. Så mange penge var øremærket fødeafdelingerne og så mange penge blev for kort tid siden rullet tilbage. Svarende til omegnen af 250 ekstra jordemoderstillinger hvert år i de tre år. En opnormering der i sig selv, ville kunne give tilnærmelsesvist gode, eller i alle tilfælde ordentlige forhold, for både jordemødre, fødende kvinder, partnere og ikke mindst børn, der skal fødes.
Det berører mig fordi jeg ved, hvor vigtige vores graviditeter og fødsler er. Fordi jeg ved, hvor galt det kan gå, hvis man forsøger at presse mere saft ud af den citron, som i forvejen giver jordemødrene en mavepuster hver eneste gang de er på job. Fordi de alt for ofte står i “heldigvis gik det godt, denne gang”-situationer.
Der er så meget, der er baseret på held, fordi jordemødrene har for travlt.
Den massive travlhed betyder et massivt frafald af jordemødre og mange – som jeg selv – forlader faget allerede efter få års praksis på landets fødegange. Ikke fordi vi ikke brænder for vores fag, men fordi vores ild hver dag bliver holdt nede og gemt bag følelsen af at være utilstrækkelig. Fordi vi hver dag skal gå på kompromis, både med vores hjerte og vores faglighed.
At tage imod et barn er en ubeskrivelig oplevelse og jeg har, de knap trehundrede gange jeg har fået lov, været beæret over min opgave og over, at jeg har fået lov, som den første, at byde en ny lille verdensborger velkommen.
Til gengæld har jeg ofte været led og ked af at have svigtet kvinden og den lille nye familie, fordi jeg på grund af travlhed ikke har kunnet yde den omsorg, jeg ved har så stor betydning i den voldsomme begivenhed en fødsel for langt, langt de fleste er.
Flere end nogensinde bliver traumatiserede af deres fødselsforløb. Flere end nogensinde får efterfødselsdepressioner. Flere end nogensinde ligger på deres grædende knæ i graviditeten, for at bede lægerne om et kejsersnit, der ikke er anden grund til at udføre, end kvindens angst, som jeg må være ærlig og tilstå, i mange henseender er velbegrundet med de normeringer og besparelser der står for døren.
Kvinderne beder om kejsersnit, som for staten, hver eneste gang, er omtrent 10.000 kroner dyrere, end når kvinden vælger at føde vaginalt. Sparekniven hakker sig selv i halen og alle de mange penge der bliver sparet, vil jeg med hånden på mit blødende jordemoderhjerte, vove påstanden om, løber op i selvsamme store beløber i pure øgede indgreb og efterbehandling af traumer, til de mange kvinder, par og børn, som ikke får den omsorg og jordemoderfaglighed de er tjent med og har behov for.
… Og så har jeg ikke engang været inde på den voldsomme psykiske pris, det har for alle dem, som bliver svigtede på grund af besparelserne. Alle dem, som ikke får den rette omsorg og behandling i det sundhedssystem vi i Danmark ellers er så stolte af. Vi skal tage hånd om hinanden og jeg foreslår, at vi starter hvor livet begynder: på landets fødeafdelinger.
Anonyme jordemødre landet over, har i videoen herunder berettet om nogle af de oplevelser de igennem de seneste uger har været vidne til – og en del af – på fødeafdelingerne. Videoen varer 17 minutter og jeg har endnu ikke set den til ende. Jeg kan simpelthen ikke, fordi jeg bliver så ked af at tænke på de horrible forhold danske kvinder skal føde under. Jeg synes simpelthen ikke det er godt nok.
Vi kan gøre det så meget bedre og jeg håber, at I der læser med, vil være med til at råbe op!