Inden vores bryllupsfest, havde Thomas hængt mere end bare almindeligt meget ud med nogle af sine musikdrenge. “Vi skal bare lige øve” sagde han.
Fordi jeg kender ham så godt, var jeg derfor ikke spor overrasket, da den ene efter den anden af kammeraterne dukkede op med instrumenter under armen, da vi først på aftenen tog imod alle vores gæster. Thomas havde selvfølgelig skrevet mig en sang. En vaskeægte kærlighedssang dedikeret til mig, til os, til vores kærlighed.
Under hele forretten sad jeg og glædede mig til hvordan han ville gribe den an, imens jeg tænkte, at jeg skulle sørge for at virke (bare en lille smule) overrasket hvis – eller altså når – han spillede en sang for mig.
Toastmasteren bød Thomas op til tale og mit smil voksede sig et sted op mod loftet. Dengang Thomas holdt tale da vi blev gift i 2010, kunne jeg slet ikke høre hvad han sagde for bare overflod af følelser og tårer der rendte ned ad mine kinder, så denne gang havde jeg sgu tænkt mig at høre efter. I wouldn’t miss it for the world.
Det var den dejligste tale nogen nogensinde har holdt for mig; han var sågar så sød, at han han proklamerede, at vi havde haft fem GODE års ægteskab. Noget jeg i min tale lidt senere, var nødt til at korrigere til fem VILDE år, for ærligt talt, så har der været nogle år i midten, som jeg synes det er at presse citronen lige lovligt hårdt, at kalde gode. Det er de til gengæld blevet sidenhen. Mere end gode.
Thomas’ tale sluttede af med at han spillede mig den dejligste kærlighedssang, hvor omkvædet lød sådan her:
I’ll be there as long as you let me. I’ll be there for all of our singing and dancing and kissing and traveling. And even when we’re fighting, I know you’re the right one. I’ll try to be cooler, because i’m such a fool, where you’re not there.
Behøver jeg sige, at jeg var rørt til tårer?! Det var den fineste sang jeg nogensinde havde hørt og hold kæft, hvor var jeg stolt over, at han havde skrevet den til mig. Til vores bryllupsfest. Til vores kærlighed.
Jeg har desværre kun denne lille bid af sangen, men ikke desto mindre vil jeg dele den med jer, så I kan fornemme hvor smuk sangen er:
Overvældet, stolt, glad, rørt og fuld af amoriner, havde jeg ingen anelse om, at Thomas slet, slet ikke var færdig med sin tale, på trods af at han igen havde sat sig til bords for at fortsætte middagen, men det skriver jeg mere om næste gang…
Indtil da, kan I læse mine tidligere bryllupsberetninger herunder:
Hvis I stadig er sultne efter mere kærlighedsfest, kan I tjekke #buttenbryllup ud på instagram – bare et tip.