På trods af at vielsen fandt sted for fem år siden, så var festen i lørdags på mange måder meget traditionel, med klirrende gafler på tallerkenerne, bankende fødder i gulvet, taler, sange og et strømpebånd der en enkelt gang – muligvis sammen med mine trusser (sorry, guys!) – blev vist frem foran det spisende selskab.
Middagen, som startede efter velkomstdrinks og massevis af champagne, endte med, fordi der var intet mindre end tolv forskellige indslag undervejs, at vare på den gale side af fem timer og vi havde således endnu ikke forladt bordene og spisesalen, da klokken slog midnat og tiden for brudevalsen var overskredet.
Derfor var det temmeligt overvældende, da DJ’en, i røven på Whitney Houstons I Wanna Dance With Somebody, slog brudevalsen an imens Thomas og jeg blev gennet ud midt på dansegulvet i en vals, som med garanti havde sendt os direkte på detour, hvis vi havde været med i Vild Med Dans. Vi har aldrig hverken lært eller øvet os på at danse hverken den ene eller den anden form for stadarddans, men ikke desto mindre, var det den bedste dans jeg nogensinde har danset. Akavet, kluntet og helt vildt dejlig! Vi kyssede og dansede og blev omkranset af alle vores bedste venner og jeg elskede det. Ligesom jeg elskede efterfølgende, at danse videre med min barfodede mand, som selvfølgelig havde fået klippet strømperne af.
Der var så meget kærlighed og jeg får det som en kom varm kakao med flødeskum indeni, når jeg tænker på hvor heldige vi er, Thomas og jeg. Fordi vi har hinanden og alle vores vidunderlige venner, som var med til at give os den bedste dag vi overhovedet kunne ønske os. Også selvom vi ingenlunde kan danse vals. Til gengæld er vi fulde af kærlighed.