Igennem hele mit liv, har jeg på virkelig mange områder, haft en tyrkertro på mine evner. Det være sig når det kom til opgaveløsning, hvadenten det handlede om en hylde der skulle op på væggen, en dans der skulle danses, en fodbold der skulle sparkes til eller en stil der skulle skrives. Snakken er dog en helt anden, når det kommer til sociale relationer, som jeg med hånden på hjertet, igennem hele mit liv har haft et vederstyggeligt mindreværd omkring. Jeg har altid tvivlet på om jeg nu også var god nok. Måske fordi relationerne ikke kan måles og fordi der ikke er et slutprodukt jeg (stolt) kan vise frem. De er bare.
Derfor har noget af dét, der for alvor har taget røven på mig ved vores bryllupsfest, været mine veninder.
Mine veninder, som stort set allesammen rejste sig under middagen og gav mig – og den øvrige forsamling – nogle verbale bamsekrammere med på vejen. De havde planlagt gimmicks og skrevet sange og de var gået all in på projektet, som man kun kan gøre, når man mener det. Som de kun har kunnet gøre, fordi de mener det, når de siger at vi er veninder.
De er ikke nogen jeg skal halse bagefter for at håbe på at jeg er måske en dag bliver god nok, eller for at de skal vende mig ryggen når jeg kigger væk. De er der bare. Og det er jeg simpelthen så vanvittigt glad for.
Det har været intet mindre end overdrevet dejligt, at opleve hvor engagerede de har gået til opgaven om at give mig en pokkers masse kærlighed og gode oplevelser, både til mit polterabend og sidenhen til bryllupsfesten.
Og så er de fand’me skide sjove! Og virkelig gode til at danse. Vi dansede på kryds og tværs af hinanden på det konstant stuvende fulde dansegulv, som udelukkende blev tilnærmelsesvist ryddet i sekunderne inden DJ’en satte brudevalsen på, som jeg lover, at skrive lidt mere om meget snart.
For nu vil jeg igen trække både minder og følelser tilbage fra fingrene til hjertet hvor de hører til og i stedet tage mine drenge med på tur til Bonbonland, hvor jeg i dén grad håber på at kunne finde nogle mågeklatter, som jeg vil glæde mig til at introducere Jens for. De var nemlig mine yndlings, da jeg var på hans alder.