Gratis fragt ved køb over 499 DKK

Lige fraset mit bækken, som på grund af “den tid på måneden” giver mig usædvanligt dårlig mobilitet, svarende til da jeg – begge gange – var gravid i syvende måned, så har i dag været en ganske fortræffelig solskinslørdag, som jeg i virkeligheden synes gør sig (mindst) lige så godt i billeder, som på skrift. Derfor, med muligheden for at springe over hvor gærdet er både smukkest og lavest, vil jeg i stedet for at skrive stolpe op og ned, dele dagen med jer, i billeder.

DSC02430

Vi startede dagen med at slå et smut ned forbi søerne, hvor Jens fodrede ænder, Peter gumlede daggammelt brød og Thomas og jeg holdt i hånd. 

DSC02433

Efter andefodring tog vi på café med nogle gode venner, som kunne lave hatte af aviser – et virkelig godt trick, forøvrigt, hvis man har lidt utålmodigt sultne børn!

DSC02417

Jens havde sin bamse, Tofte – som forøvrigt er opkaldt efter den bjørn, som er hovedperson i Thomas’ børnebog, som udkommer til foråret – troligt under armen på hele gåturen.

DSC02439

Vi havde for første gang drengene med i ByOasen på Nørrebro, som muligvis er det mest vidunderlige sted jeg har haft børnene med længe. Klappegeder, hønsegård, kaniner og marsvin – OG en svævebane, som jeg normalt (altså, når mit bækken ikke lige driller) ville have stået forrest i køen til at prøve, under påskud af at min store dreng nok helst lige skulle prøve med en voksen et par gange før han selv kunne fyre den af.

Dét har jeg virkelig meget optur over! En børnevenlig bondegård midt på nørrebro. Gratis, hyggeligt og helt vildt dejligt.