Da jeg var højgravid med Peter i maven, drog en af mine bedste veninder og jeg til Hamborg, på pigetur. En tur, som, ud over at jeg, mine bækkenproblemer taget i betragtning, havde temmeligt ondt når vi vandrede for meget rundt, var intet mindre end fantastisk! Vi fik reflekteret, sludret, grinet, shoppet og hygget igennem, næsten som i gamle dage. Uden mænd, børn eller forpligtelser, men selvfølgelig med en baby i maven og saftevand og gulerodsstave i stedet for drinks og hemmelige cigaretter. Som uden tvivl havde toppet kagen med både flødeskum og ristet marengs.
Lige siden, har jeg cravet sådan en tur og pludselig står den lige foran mig. Sågar uden jeg overhovedet behøver at rejse. Min veninde kommer til købstaden i morgen, hvor hun har lånt en anden venindes lejlighed, som vi sammen planlægger at indtage, imens Thomas, en kammerat og sammenlagt fire børn, holder skansen på Østerbro. Og hverken min veninde eller jeg er gravide eller ammende.
Nøj, hvor I kan tro at jeg glæder mig! Co-Co-Cocktails, kluns og venindekærlighed i stride strømme og jeg kan næsten ikke vente.
To glade damer, med tilnærmelsesvist samme verdensbillede, med travle mænd og to små børn derhjemme, på slap line i et helt døgn – det kan kun blive godt.
Alene det faktum, at vi, inden vi skal ud i morgen aften, kan bruge et par timer på at sludre, prøve tøj, sætte hår, høre musik, drikke vin og alt det dér, som vi plejede at gøre engang og som vi aldrig gør længere, giver mig næsten sommerfugle i maven.
Med det i tankerne, gør det overhovedet ikke spor, at Thomas endnu engang, tilbringer endnu en fredag aften, med at spille endnu en udsolgt koncert, i endnu en by, et sted i det ganske land. Faktisk, synes jeg det er helt rart, at have en aftenen – efter en dejlig dag med nakkefoldsscanning, kaffeslabberas, dobbelt-legedate og fælles-veggie-burgere – for mig selv til at glæde mig over alt det dejlige jeg forestiller mig skal ske i morgen.
Allerdejligst bliver det, at have tid til at være sammen med min veninde, som jeg faktisk savner rigtigt, rigtigt meget.