Ofte sker det, at jeg kommer til at kede mig en smule, når det bliver for tydeligt, at bloggere læser hinandens blogs og bliver inspirerede (lidt for) meget af hinanden, men ikke desto mindre, så læste jeg netop et indlæg hos Mette Marie – der ligesom jeg, er fra Sønderjylland og bosiddende i en lejlighed midt i København, med sin mand og sine to børn – som jeg blev ovenud inspireret af. Hun skrev om, at hun gerne vil have en have, når hendes tvillinger engang er store nok til at skulle starte i skole og om længslen efter at bo i et hus.
Grunden til at jeg blev inspireret, kan jeg lige så godt afsløre allerede nu, er, at jeg altså ingenlunde er enig!
Da jeg var højgravid med Jens, fik jeg totalt lejlighedskuller og vi rendte febrilsk rundt og forsøgte at finde de helt perfekte rammer for vores lille familie, som jeg altså havde besluttet, ikke skulle være i vores lækre ejerlejlighed i Rosengården lige i midten af København. Et halvt års tid senere, købte vi et hus i Valby, som vi fik totalrenoveret, inden jeg igen fik krise og vi flyttede til vores store, smukke og meget, meget dejlige hus i Sønderjylland.
Begge vores huse har været – og er stadig – meget dejlige, men de gjorde altså på ingen måder livet bedre for os. Bevares, havudsigten, de store rum og jacuzzien kunne selvfølgelig noget særligt sejt, i huset i Sønderjylland. Men den dér hus-lykke, alle andre taler om, udeblev for mit – og vidst nok også Thomas’ – vedkommende.
En have er måske temmeligt sej at have, hvis man gider at bruge den. For mig blev den som et bur, hvor vi kunne være alene. Et bur, hvor der ovenikøbet skulle slås græs, luges, klippes hæk, samles nedfalden frugt, renses tagrender og skovles sne om vinteren.
Jeg synes ærligt talt overhovedet ikke det er fedt – for mig – at bo i et hus. Der er for mange sure forpligtelser, som stjæler tiden fra hyggen, nærværet og alt det jeg godt kan lide at bruge tiden på. Hvis det sure for andre er sødt, forstår jeg hundrede procent, at det må være absolut optur at bo i et hus med en kæmpestor have, men for mig, var det ingenlunde lykken. Jordbærrene var ikke altid røde og mine drømme om det dejlige have-liv, blev afløst af dårlig samvittighed over ukrudt i bedene og mos i græsset.
Faktisk vil jeg nærmest gå så vidt til at påstå, at jeg aldrig mere skal bo i et hus, på egen matrikel og med helt egen, privat have. No thank you. Jeg bliver i en lejlighed, hvor der er masser af mennesker, liv og hyggelig stemning i den fælles gård. Hvor de eneste forpligtelser jeg har overfor mit hjem, enten er af økonomisk eller indvendig karakter. De er lige til at overkomme og jeg elsker, at jeg ikke længere skal have dårlig samvittighed, over alt det jeg – endnu engang – ikke lige fik gjort.
Lejlighedslivet er i mine øjne simpelt og virkelig, virkelig dejligt. Og hånden på hjertet, så har Jens og Peter leget mere udenfor i løbet af de to måneder vi har boet her, end de gjorde sammenlagt i de to år vi boede i Broager, for heldigvis, så elsker de tilsyneladende gårdens og byens liv ligeså højt som jeg.
For rigtigt, rigtigt mange, er hus- og havelivet det absolut bedste og det tager jeg totalt hatten af for. Jeg kunne bare så godt tænke mig, at lejligheds- og bylivet kunne blive ligeså anerkendt som værende godt. For det tror jeg faktisk det er. I hvert fald for nogen af os.