Karma bider tilbage – og nogle gange er det altså på den frækkeste, eller skulle jeg måske nærmere sige sødeste måde, man kan forestille sig.
Tilfældet er, at jeg i går på min instagram (@cbuttenschon) tilbød at en interesseret kunne komme og hente nogle fine metalskilte, som vi desværre hverken har eller får plads til i vores lejlighed, for en pose snolder og et smil. Det var der heldigvis én som slog til, som kunne komme og hente skiltene allerede i dag og hold nu kæft, hvor tog hun røveren på mig, da hun stod der i døråbningen med en pose fuld af snolder og aflagte børnelydbøger.
Det var simpelthen så sødt, at jeg vidst nok udbrød – ej, det skulle du da ikke! – alt imens jeg ivrigt langede ud efter posen.
Jeg elsker karma og elsker særligt, når den gode karma bider tilbage.
Også selvom jeg egentlig i går, da jeg prøvede bryllupskjole, lovede fru Palland, at jeg ikke ville spise mere slik inden d. 10.oktober. Shit happens – jeg ville næsten være et skarn, hvis jeg ikke bare tog et lille bitte stykke. Ikke? Andet ville være uhøfligt, bilder jeg mig ind.