Uden at kunne prale af at have været til usædvanligt mange officielle arrangementer indenfor musikbranchen, vil jeg alligevel vove den ydmyge påstand, at de skiller sig lidt ud fra forlagsbranchens arrangementer, som jeg i dag har attenderet i det bedste selskab jeg overhovedet kunne tænke mig; sammen med min mand, som jeg havde lokket med på eftermiddagsdate.
Vi havde hyret vores vidunderlige babysitter til at se efter drengene, imens vi drak bobler og konverserede pænt henover fingermad og jazzmusik, leveret af selveste Peter Aalbæk og band.
Det var simpelthen – for mig – så mærkeligt, at være til det velbesøgte arrangement hos Lindhardt & Ringhof, fordi jeg havde en komplet ærefrygt overfor størstedelen af de øjne, som kiggede tilbage, når mine flakkede rundt, for at spotte om der mon var nogen jeg kendte. Der var helt sikkert nogen jeg kendte; jeg anede for pokker bare ikke hvem af dem det var. Ingen – eller i hvert fald jeg – aner nemlig ikke, hvordan nogle forfattere ser ud! Anonyme, kreative sjæle med fortællinger og livlige, fantasifulde hoveder, som jeg overhovedet ikke har noget ansigt at sætte på. Så er det altså noget lettere med både bloggere og musikere, som efter min bedste overbevisning, er bedre til det der med selviscenesættelse.
Der var vældigt mondænt – måske lige bortset fra den gode Johannes Møllehave, som, da Knud Romer besteg scenen for at modtage sin pris, havde usædvanligt svært ved at holde sin begejstring tilbage. Tilnærmelsesvist på lige fod med selvsamme Johannes Møllehave, var champagnepigerne også flittige og jeg blev, efter tredje opfyldning i mit glas, tilpas tipsy til at jeg et kort øjeblik overvejede alligevel at sige ja til det afterparty, forlæggeren lokkede med.
Heldigvis tog min elskede mig under armen og vi stak afsted på vores smårustne jernheste til sushibar, fjantede, indforståede grin og bryllupsplaner, inden vi kørte retur til Østerbro og vores drenge, som med nybørstede tænder, mætte maver og store smil tog imod os og lod sig give hen til drømmeland, med deres far siddende ved sengekanten og mig i værelset ved siden af, med nærværende blogindlæg i fingrene.
Som Dan Turell ville have sagt: Mest af alt, holder jeg af hverdagen.