Imens jeg snakkede med et rigtigt kamera, sad et par søde damer klar med hver deres iphone, for lige at dokumentere, hvad end det var jeg fik sagt.
Ved siden af min computer, ligger der en gammeldags blok. I ved, sådan én af papir, som man kan skrive på med enten en blyant eller en kuglepen. Sådan én, som er uundværlig for mig. Langsomt, men sikkert bliver den fyldt op med gode emner, jeg skal huske at skrive om. Lige fra bryllupsforberedelser, hvad jeg gemmer på badeværelset, indretning af børneværelse til de lidt tungere emner som accepten af efterfødselskroppen og det svære ved at finde ind til kernen. Der er så meget jeg hele tiden gerne vil skrive og jeg føler lige nu, at det eneste der begrænser mig er, at jeg ikke vil overdænge jer med så mange indlæg, at I skal blive forpustede ved tanken om at følge med. Noget jeg tolker som værende meget, meget positivt.
Midt i min voksende liste, er der selvfølgelig også mit hverdagsliv, som I ofte bliver direkte inddragede i og som jeg formentlig aldrig vil kunne lade være med at berette om – simpelthen fordi det – for mig – er verdens bedste måde at få gennemreflekteret min dag og at få sat en stor, tyk streg under alle de gode/sjove/mindeværdige øjeblikke jeg kommer ud for i min hverdag, så jeg aldrig vil komme til at glemme dem.
Som for eksempel i dag – som billedet ovenfor tilnærmelsesvist afslører – som primært er blevet brugt på nogle filmoptagelser Jens og jeg har været på, i forbindelse med et samarbejde med blandt andet Børneulykkesfonden, som jeg har fået den ære at blive ambassadør for, i forbindelse med nogle kampagner i løbet af efteråret.
Selvom jeg på mange måder muligvis kan virke som en mådeholden jyde, så elsker jeg altså (også), at være i centrum på den måde man er, når man sidder foran et kamera. Jeg er fuldstændigt pjattet med at have fri taletid og at skulle være “på” og jeg mindes pludselig hvorfor det var, at jeg igennem store dele af min folkeskoletid, havde store drømme om, at jeg skulle være Danmarks nye Ghita Nørby. Altså, lige inden jeg fandt ud af, at jeg hellere ville være atomfysiker.
Nuvel, det var et sidespring.
Da vi kom hjem fra filmoptagelserne, blev vi mødt i vores fælles gårdanlæg af nogle af vores allerbedste venner fra Sønderjylland, som var kommet på surprise-besøg, som slog benene helt væk under mig. Tænk sig, at de pludselig bare stod lige der. Wauw! Min Thomas mistænkte dem for at være skalkeskjul for et polterabend coming up, men gudskelov fik vi lov til at have vores savnede venner lidt for os selv – selvom det selvfølgelig heller ikke havde været helt ad vejen, hvis jeg skulle have drukket sjusser og grinet højt med mine piger.