I dag har, uden sammenligning, været den dejligste dag længe. Som en anden genopstået martyr, stod Thomas i morges tidligt op og tog den – i øvrigt altid hyggelige – affodringstjans, som i de seneste uger ofte har fået mig ud af fjerene, førend mine øjenlåg har føltes som noget der burde kunne bevæge sig. Jeg fik lov til at snue den og jeg forsøgte at rævesove, hver eneste gang døren blev listet op og én af drengene kom ind og gav mig et kys på panden eller et niv i storetåen, indtil Thomas skulle afsted mod sidste malariaprøve og en frikendelse for den farlige tropesygdom, for igen at drage afsted mod forventningsfulde mennesker til en koncert han skulle spille i Jylland.
Solen har stået højt og flot og den har kysset på fregnede næser og solbrændte skuldre, imens jeg har været på legeplads i Fælledparken, med én legende og én sovende dreng. Efter kun ganske få ture med rutchebanen, hørte vi pludselig én råbe: “Heeeej Jeeeens!“. Det var en pige fra børnehaven, som havde spottet ham og som med et trylleslag afkræftede noget af dét, jeg havde været en lille smule nervøs for, ved at flytte fra Broager til København – om vi nogensinde ville støde tilfældigt på dem vi kender, som vi plejede hver eneste dag i Broager. Det gør vi også her.
Efter legepladsen, en vaffelis og verdens bedste kartoffelpizza fra Cavallino på Blegdamsvej, indtog vi gården, hvor Jens havde en legeaftale med nogle søde børn, som tilfældigvis har en ligeså sød mor, som jeg overtalte til kaffe og sludder, så godt som dét nu lod sig gøre, med fem vågne børn i alderen 0-6 år i vores varetægt. Hyggeligt, småkaotisk og helt, helt perfekt.
Og lige om lidt, kommer Thomas igen hjem fra Jylland; forhåbentlig rask nok til et glas iskold hvidvin i gården, imens drengene sover i lejligheden, inden han igen i morgen tidlig flyver til Los Angeles.
Så bliver det sgu ikke meget bedre. For i aften altså. Det med i morgen, må jeg deale med i morgen. Og de kommende mange dage. Skål for pokker og ha’ en branddejlig, varm, smuk og lys sommer-lørdag-aften.