Ikke mere end nogle minutter efter jeg i aftes havde trykket “udgiv” fortalte Thomas, at han faktisk havde det temmeligt skidt. Sådan mere end bare “træt efter en lang flyvetur”-skidt. Jeg mærkede på hans brandvarme pande og måtte efterkomme hans mistanke om feber. Den var stensikker.
PISOGLORT!
Han har været væk i hvad der føles som evigheder; kommer hjem, som verdens sejeste mand, der prøver på at finde et overskud frem og skåler i champagne og en småle åndsfraværende forsøger at spørge ind til min blogfødselsdag, imens jeg ganske usagt er lidt irriteret over, at han måske alligevel er lidt sløv i betrækket. Indtil han fortæller hvordan han i virkeligheden har det. For helvede! Han har måske malaria!
PISOGLORT!
Fik jeg nævnt, at jeg synes det sutter temmeligt meget røv, hvis det rent faktisk, i løbet af de næste dages hospitalsundersøgelser, viser sig, at den seneste uges tid, lige har bragt en ordentlig omgang sygdom med sig hjem? Min Thomas, som jeg bare savner, sådan på en helt almindelig “vi har to små børn og snakker forøvrigt for lidt sammen, men kan stadig enormt godt lide hinanden når vi husker det”-måde. Jeg véd, at alene tanken om et sygdomsforløb stresser min i forvejen travle mand og jeg håber så inderligt, at han bare har fået sig en ordenligt omgang man-flu på verdens mest irriterende tidspunkt, hvor man er nødt til at mistænke malaria og puste til en ild, som forhåbentlig slet ikke er tændt.