Gratis fragt ved køb over 499 DKK

Der var engang, hvor jeg spurgte Jer, om I gad læse om træning og den slags her på bloggen. I spørgeskemaet var der forskellige valgmuligheder, men ingen “ja, det vil jeg gerne læse om hele tiden”-knap. For jeg gider ikke skrive om det hele tiden. Til gengæld, vil jeg – som det er tilfældet med das ganze alles her på bloggen – skrive om det, hvis det falder mig ind, som nu. Som heldigvis også var dét langt, langt de fleste svarede, var fint.

Skærmbillede 2015-08-19 kl. 19.30.12

For nyligt så jeg voksenfjernsyn, som efterhånden er blevet en sjælden luksus i mit liv, fordi jeg meget, meget hellere vil skrive og – who am I kidding – scrolle diverse sociale medier. I sig selv ikke en sindsoprivende hændelse, som fortjener spalteplads; men fordi jeg så en alletiders dokumentar, som sidenhen har fyldt i min bevidsthed, må jeg dele det med Jer.

Jeg så den amerikanske dokumentar “Fed Up”, som handler om hvordan fødevareindustrien – og de store politiske kræfter bag – er skyld i de massive problemer amerikanerne oplever med overvægt. Problemer der er så store, at der er tale om en reel epidemi, sgu!

Essensen er, at i særdeleshed børn, spiser alt, alt for meget sukker. Sukkeret, hvadenten det er raffineret, frugtsukker, majsstivelse eller alt muligt andet, får skylden for overvægten. De forarbejdede fødevarer får en ordentlig én over nakken; fuldstændigt ligesom jeg gjorde.

Bevares, jeg serverer – fraset om fredagen, når vi spiser fredagsslik – stort set udelukkende god, sund og nærende mad til mine børn, men til gengæld lever jeg selv et syndigt sukkerliv. Hver evig eneste dag spiser jeg enten slik eller kage. Hver. Eneste. Dag.

Eller altså gjorde.

Filmen kom nemlig med en pointe, som i dén grad har sat sig fast hos mig. Man har på et tidspunkt lavet et forsøg med 43 kokainafhængige mus, som havde fået fri adgang til både kokain og sukkervand. I løbet af bare 15 dage, foretrak 40 ud af de 43 mus sukkervandet. Sukker er altså mere afhængighedsskabende end kokain! MERE!

Som tidligere medarbejder på et bosted for blandt andet mennesker med aktivt stofmisbrug, ved jeg hvor altopslugende en kokainafhængighed kan være – så hvis sukkerafhængighed er endnu kraftigere, så vil jeg simpelthen ikke være med mere. Slut prut! Jeg skal ikke tilrettelægge mit liv efter den næste mars bar. Næh tak, du! Derfor, har jeg siden jeg så filmen, faktisk ikke spist andet slik, end lidt hakket mørk chokolade ovenpå min bananpandekage og det føles vidunderligt. I hvert fald for nu. Det har jo stadig ikke været fredag…

Hvis I andre ikke er overbeviste om sukkerafrusning, vil jeg enten anbefale Jer at se dokumentaren eller endnu bedre klikke ind på nogle af opskrifterne fra et par af kagerne på billederne ovenfor, som er både syndige, lækre og nemme at gå til. I kan finde dem HER & HER & HER.

Bon appetite, hvadenten den står på kage, snolder, speltboller eller gulerodsstave til fejring af at vi næsten allesammen i dag har fået penge tilbage i skat. Jeg fik fx hele 43 kroner!