Dette er, på mange måder, et svært indlæg at skrive. Mest fordi jeg véd hvor meget I har heppet på mig, igennem hele min rejse mod at være blevet optaget på psykologi på Københavns Universitet.
Det har været en rutchebanetur uden lige, hvor jeg af og til (næsten) har revet håret ud af mig selv over den motiverede ansøgning, til dage hvor jeg følte mig som en anden lille Pippi Langstrømpe. Jeg har gjort mit bedste og brølet op om, hvor motiveret jeg var og hvor vidunderligt alt dog ville være, når jeg forhåbentligt kom ind på uddannelsen. For sådan havde jeg det.
Sådan har jeg det bare ikke mere.
Der er sket meget, både siden jeg søgte ind på uddannelsen og i særdeleshed efter jeg er kommet ind. For eksempel har jeg mistet det job, som i første omgang fik mig til at ville tage uddannelsen. Det job, som ville betale en stor del af uddannelsen, fordi de, indtil det blev en realitet, så det som en god fremtidsinvestering. Døren blev smækket i og mine forhåbninger til fremtiden blev ændret.
Derfor har jeg besluttet, at jeg ikke vil studere psykologi. I hvert fald ikke lige nu.
Jeg har besluttet, at jeg – i stedet for at spænde mig selv mere end bare almindeligt hårdt for, med både fuldtidsstudie, fuldtidsblog/arbejde og et familieliv, hvor jeg i perioder er meget alene med børnene – meget hellere vil give mig selv lov til at nyde den mulighed der er dumpet ned i min turban, i kraft af min blog. Jeg vil ikke have en 60-timers arbejdsuge, hvis jeg kan nøjes med 30 timer. 30 timer, som jeg sågar selv kan tilrettelægge, fordi jeg er min egen – meget familieorienterede – chef.
Beslutningen blev endeligt truffet, da jeg for nogle dage siden fik en besked fra vores rus-vejledere, hvor de blandt andet skrev: “…Vi ved I glæder Jer til alt det nye I skal til at igang med…” Imens jeg sad, følelsesforladt og tænkte nej. Nej, jeg glædede mig ikke. Jeg havde faktisk ikke lyst. Jeg HAR ikke lyst. Uagtet hvor meget jeg tidligere har haft det.
Jeg har derimod lyst til at være sammen med mine børn, min mand, mine veninder og med mig selv. Jeg har lyst til at have tid til at prioritere de ting, der for alvor betyder noget i mit liv lige nu. Jeg har lyst til at investere i kærlighed. Jeg har lyst til at nyde den mulighed jeg har fået stukket i hånden, om at have verdens bedste arbejde og al den tid i verden mine børn har brug for.
Derfor skal jeg ikke være psykolog. I hvert fald ikke lige nu.
Fremtiden ligger åben og jeg ved med mig selv, at jeg har truffet den helt rigtige beslutning.