Nåmen, det var jo noget med den der bryllupsfestkjole, som lige pludselig gik hen og blev næste punkt på dagsordenen – sammen med beslutninger om kage, champagne og DJ versus band – i forhold til planlægningen af vores noget forsinkede bryllupsfest til oktober.
Sagen er den, at Thomas og jeg, som Se og Hør havde opsnappet, allerede er gift. Den 10.10.2010 sagde vi ja til hinanden, i de bedste omgivelser jeg overhovedet kan forestille mig – i vores lejlighed på fjerde sal, hvor jeg et godt halvt år senere fødte vores første søn. Vi var omgivet af vores allernærmeste, som blev spist af med cava og pindemadder og lovningen om en fest, som skulle vente dem, så snart chancen bød sig. Og det er så nu – fem år senere.
Derfor tænker jeg at det vil være lige lovligt overkill at skulle i traditionel brudekjole, men for fa’en, jeg vil jo alligevel gerne ligne en drøm til den fest, hvor Thomas og jeg bliver de absolutte hovedpersoner. Den fest, som andre beskriver som livets aller, allerbedste.
Mit eneste problem er bare, at jeg er på aldeles bar bund. Rettelse: mit eneste LUKSUSproblem. A
t være på bar bund i forhold til kjoleshopping til en meget, meget vigtig fest, skulle nemlig vise sig at være ualmindeligt legitim årsag til at vinduesshoppe. En hel del, endda.
For eksempel er jeg faldet over denne fine, fine sag fra Chi Chi London, som har en lille smule brudekjolefornemmelser, uden at være det helt store skrud. (klik på billedet for at komme til webshoppen)
En anden kjole jeg blev draget af, er denne smukke blomstrede sag, som jeg forestiller mig, at jeg vil bruge igen og igen, fordi den er både overdådig og underspillet på samme tid.
Jeg er også ret vild med kjolen fra Jarlo, som har en lille smule mere womanizer over sig, men som måske egner sig bedre til én af mine singleveninder til bryllupsfest…
Som den mest traditionelle af kjolerne, er her en skøn, skøn sag, som jeg forestiller mig, at jeg både kan danse og drikke shots i, uden at det kommer til at virke en lille smule mærkeligt.
Til gengæld synes jeg denne smukke kjole, som forøvrigt også er fra Chi Chi, som den øverste, er helt igennem vidunderlig og på ingen måder “for brudekjoleagtig”.
Beslutninger, beslutninger… (for at komme til kjolerne, kan I klikke på billederne)… Hvad siger I?