Få minutter efter jeg havde forsvaret min bachelor på jordemoderuddannelse, tog min gode veninde dette billede. Overvældet, glad og temmeligt urutineret ud i at posere foran et kamera.
Om to uger og en weekend starter mit nye liv som studine; seks år efter jeg stod med mit uddannelsesbevis fra jordemoderuddannelsen i hånden og svor, at jeg aldrig skulle lave andet i resten af mit arbejdsliv, end at være jordemoder.
Jeg er ikke sikker på, om jeg overhovedet kan huske hvordan man gør. Bevares, det er noget med at læse en hulens masse bøger, lytte til en masse kloge lærere og begrave sig i viden, man ikke anede eksisterede, men som på forunderlig vis, printer sig ind og bliver en del af hverdagen.
Jeg glæder mig, men er samtidig også nervøs for, om det nu overhovedet er det rigtige for mig. En slags præ-angst, som sniger sig ind, og prøver på at bilde min hjerne ind, at jeg alligevel ikke har lyst til at studere psykologi. Det har jeg. Men jeg har samtidig også enormt meget lyst til en hel masse andet. For eksempel til at være sammen med min mand og mine børn hele tiden. Som jeg af gode grunde ikke kan, når jeg skal studere.
Jeg husker tydeligt min ambivalens i min første barsel, da jeg stod overfor at skulle starte op på job igen. Det var enormt hårdt på den ene side at glæde sig til at komme tilbage til det job jeg dengang elskede og samtidig have allermest lyst til at gå hjemme, sammen med min familie hele tiden. Jeg var splittet indeni og kunne ikke finde et godt ståsted. Faktisk gik det sådan, at jeg aldrig rigtigt fandt mit ståsted og vi – som I der har fulgt med længe ved – flyttede fra København til Sønderjylland, hvor jeg i samme ombæring lagde mit jordemoderhverv på hylden.
Med dét i bagagen bliver jeg nervøs for, hvordan det kommer til at gå denne gang. Jeg håber det bliver godt og jeg har besluttet, at jeg må begynde at forberede mig. For eksempel skal jeg have mig en skoletaske, som jeg tænker er et godt sted at starte. Jeg overvejer én af disse. Egentlig er jeg mest vild med skuldertasken, men jeg tænker, at jeg måske bliver gladere for – i længden – at have en taske som både kan komme på ryggen og i cykelkurven, uden at den skal proppes sidelæns ned.
Brun skuldertaske HER// Brun lædertaske med slidt look HER // Grå rygsæk HER // Brun lædertaske med snøre i toppen HER (affiliate links)
Udover tasken, er jeg forøvrigt temmeligt meget på bar bund i forhold til hvad jeg bør anskaffe mig. Bruger man overhovedet papir og blyant mere? Scheisse, jeg føler mig pludseligt mucho, mucho gammel!