Med morgenhår og uden make-up sidder en usædvanligt veltilfreds fru Buttenschøn og knipser selfies, for at vise Jer, hvor kæmpe-kodyl-fedt jeg har det lige nu!
Inden jeg fik set mig om, havde jeg i aftes pludseligt kværnet en hel liter skildpaddeis. Alene. Jeg glemte helt, at jeg i anden runde, havde taget hele bøtten med ind foran computeren, hvor jeg med nervøse fingre manøvrerede rundt i diverse sociale medier for at lure, hvordan I ville tage imod tregodegrunde.dk.
… OG I VAR FANTASTISKE!
Pissefedt, siger jeg Jer! Lov mig, at I vil give mig nogle heads-up på hvilke indlæg I synes er særligt gode, så jeg kan pejle mig lidt ind på i hvilken retning bloggen skal gå. Gerne på Tre Gode Grundes facebook-side, hvor jeg dagligt vil lægge links (som kan likes, hvis I forstår sådan en bette én) ud til indlæggene.
En enkelt spurgte om det så er slut med mortilto.dk – og nej! Jeg bliver hvor jeg er og jeg lover at fortsætte ufortrødent med at skrive her på siden også. Indlæggene på de to blogs vil af og til være flettet lidt ind i hinanden, hvor det vil give god mening at læse med begge steder, imens de andre gange vil være vidt forskellige.
Isbøtten blev tømt og maven blev fyldt; fuldstændigt ligesom mit hjerte. TAK for Jer, verdens bedste læsere!