For første gang er jeg, for ti minutter siden, gået fra min yngste søns dagpleje, uden at have ham med under armen.
Jeg overvejede et øjeblik om jeg skulle finde mig en solplet og bestille et glas crémant, men fordi klokken endnu ikke har passeret middag og jeg forøvrigt også er ganske alene afsted, virkede det alligevel lidt for spritteragtigt, til at jeg turde gøre det.
I stedet er jeg gået på Kagestuen i Nordre Frihavnsgade, hvor jeg har bestilt en fuldfed latte og en ordentlig røvfuld morgenmad, som jeg nu satser på, at jeg kan nå at indhalere, inden jeg igen skal kysse min baby, som Jens – ganske rigtigt – i går proklamerede, dufter lidt af småkager.
Jeg tør, fordi det gik smadderfint med at overlade Peter til dagplejemoren og faktisk, imens jeg sidder her, bliver jeg mere og mere overbevist om, at de både i dag og fremover kommer til at have en fest med hinanden.
Det har for os været det perfekte valg, at få ham i privat dagpleje som første pasningstilbud, fordi det er et roligt miljø med både få børn og få voksne. Ja faktisk kun én voksen og ét andet barn, i vores tilfælde. Han får det som blommen i et æg og det passer mig umanérligt godt, at overgangen fra at have været hjemme i min trygge favn, til det – til tider – hektiske institutionsliv, bliver glattet lidt ud og så blid som mulig, med denne ordning.
Tanken er, at han skal gå i dagplejen indtil han nærmer sig to år, hvor jeg forventer at han både kan gå og løbe og sige til og fra, som er noget af det jeg tænker, er gode egenskaber at have med sig i bagagen, inden man bliver lukket ud på legepladsen med en kæmpe gruppe andre småbørn og alt, alt for få voksne.
Mange, særligt her i København, foretrækker – så vidt jeg ved – vuggestue, men helt ærligt, så kan jeg have svært ved at forstå hvorfor. Det er selvfølgelig op til hver enkelt forældrepar at afgøre og vide, hvad der er bedst for deres barn og jeg dømmer på ingen måder nogen, men måske var privat dagpleje værd at tage i betragtning som en god mulighed der ikke bare handler om opbevaring indtil man får plads i vuggestuen.
Bare fordi der er lange ventelister til vuggestuerne, behøver det ikke betyde at det er det eneste – eller mest – rigtige for børnene. Hvad tænker I? Er jeg på afveje? Hvad gør I hjemme hos Jer, hvis I har (eller har haft) små børn? Jeg vil elske at høre Jeres tanker på området, fordi jeg synes det er så dejligt at få udvidet min horisont med Jeres perspektiver.