Cykelhandleren kiggede mærkeligt på mig, da jeg i går, stillede i hans lille butik, med min cykel og fortalte, at den stort set har stået urørt hen i to-et-halvt år. A’hva’behar!
Det er slut nu.
Desværre havde hverken han eller jeg tid til andet end en ny ventil og lidt luft i dækkene, hvorfor jeg få minutter senere fandt mig selv i fuld spurt i første gear ned ad Øster Farimagsgade, som en anden Speedy Gonzales til en spinningtime, på en cykel, som dengang gearene stadig virkede, gjorde sig bedst – og absolut hurtigst – i tredje gear.
Nuvel, jeg var, ovenpå et forøvrigt fantastisk og enormt anbefalelsesværdigt Flying Superkids Show i tirsdags med min Jens, i mit sporty hjørne. Skæbnen ville det nemlig således, at jeg, til selvsamme arrangement, pludselig befandt mig på en plæne, med alles øjne rettet mod mig, med en hulahopring om maven og en kvinde med en mikrofon, som pænt talte hvor mange gange jeg kunne svinge den overdimensionerede hønsering rundt om livet.
Det hele er dog lige nu komplet ligegyldigt, for jeg er kraftpetersparkeme blevet optaget på psykologi på Københavns Universitet!
