Det er efterhånden ved at være længe siden, jeg udgav historien om den stakkels kvinde, som på en ellers dejlig familieferie, blev rullet ind i den varmeste plastikwrap, som en anden dürum i en kvindes tilståelse #11 og jeg tænker, at det – sommeren, eller måske nærmere manglen på samme, taget i betragtning – er ved at være tid til endnu en tilståelse fra en læser (og tusind tak for den!), som har oplevet noget ekstraordinært pinligt. Jeg ved godt, det ikke er så pænt at grine af andres pinlige udskejelser, men det er saftsuseme sjovt! Og så gad jeg forøvrigt godt at have set de kære fiskeres ansigtsudtryk – det må have været et syn for guder!
Jeg var som 16 årig taget til Grækenland sammen med min veninde og hendes mor. Da min venindes mor havde fuld tiltro til vores fornuft, gjorde vi hvad der passede os og vi drak igennem hele natten på den græske ø og scorede herboende kvieøjede darioer i ét væk.
Efter en af disse både våde og kåde drukture, gik vi direkte fra diskoteket og ned til en båd, der skulle sejle os rundt til de græske øer hele dagen og venindens mor tog glad imod os. Efter noget der minder om 5 minutters sejlads, faldt vi begge i druksøvn og vågnede kun pletvis, til folk der kastede op i ét væk, da der åbenbart var høj sø den dag. Noget som overhovedet ikke berørte min tømmermændsramte veninde og ditto mig.
Vi kom i havn på Mykonos og havde vidstnok et par timer, hvor der var fælles sightseeing for alle bådpassagerer. Min veninde og jeg sneg os dog væk fra selskabet og døsede hen et sted i skyggen. Pludselig vågnede vi, nærmest synkront, ved det indre ur og en fornemmelse, der sagde os, at vi skulle skynde os tilbage til båden, for ikke at blive efterladt. Noget der, på trods af mit teenage-sløvsind og min lidenskab for de græske mandfolk, var en stor frygt for mig.
Vi spurtede afsted. Vi skulle bare nå den båd!
Uden at sige for meget, kan jeg afsløre, at min veninde var lidt mere adræt end mig og hun havde derfor et godt forspring ud ad molen, hvor båden lå. Hun vendte sig om mod mig og alt jeg kunne se, var rædslen, som spredte sig som en steppebrand i hendes ansigt.
Fuck, nåede vi det ikke?! Skulle jeg være på Mykonos resten af mine dage?
Min veninde pegede desperat på mig og jeg løb videre hen mod hende og båden, så godt som jeg overhovedet havde lært, ganske uforstående overfor hendes gudsjammerlige ansigtsudtryk og mærkelige fagter imens hun fortsat sprintede afsted.
Indtil jeg mærkede det.
Mine (ret store) bryster havde på én eller anden måde, fundet vej ud af min svedige undertrøje og hoppede muntert rundt ude i det fri, til skue for en del forbløffede, men tilsyneladende vældigt tilfredse græske fiskere, som sad i deres både og nød optrinnet.
Aldrig har jeg været så glad for at komme væk fra en ø, som dengang. For heldigvis, nåede vi båden.
Og nu set tilbage på episoden, kan jeg så glæde mig over:
1) at det ikke var mine 44-årige bryster der svingede rundt.
2) at jeg under ingen omstændigheder ville gå rundt uden bh længere og derfor med sikkerhed ved, ar jeg aldrig kommer ud for det igen.