Nu skrev jeg godt nok i går, at ringriderfester er sjove, men helt ærligt, det var en underdrivelse. I går var den bedste, sjoveste og på alle måder dejligste aften jeg længe har haft. I hvert fald på fest-måden.
Jeg tog afsted sammen med gode venner og læberne smurt ind i den rødeste farve, som allerede efter en time i teltet var fuldstændigt forsvundet – kysset ud på andres svedklistrede kinder. For det var sådan en aften. Sådan en aften hvor alle krammede, dansede (og dansede og dansede) og var glade.
Jeg ved godt, at den slags findes mange steder både Danmark og verden over, men jeg synes der er noget helt særligt fint over, når der sker i vores bittesmå lokalsamfund. Mange – for ikke at sige de fleste – har kendt hinanden siden barnsben og der er en samhørighed og en indbyrdes forståelse af, at vi passer på hinanden. Både på dem som aldrig har været væk fra byen, dem som er kommet tilbage og dem som er flyttet sådan rigtigt væk.
I virkeligheden var jeg ret spændt på at skulle til festen som snarlig fraflytter. Jeg var så bange for om nogle ville være ærgerlige på mig og tro, at jeg ikke kan lide byen, efter jeg – for anden gang – snart flytter. Men der var ingen. Nul og en prut. I stedet blev jeg mødt af søde mennesker som skålede i store kram og kindkys, imens de ønskede mig alt det bedste og fortalte, at de håbede at jeg aldrig ville glemme dem. Min lille krop kunne sgu næsten ikke rumme at så mange var så søde. Gode venner, gamle venner, barndomsvenner, bekendte, fremmede – alle var bare pissesøde og ved I hvad; jeg kommer aldrig, aldrig til at glemme Jer.
Tak for en knaldgod fest!