Så er der endnu en kvindes tilståelse kommet på bloggen – én som, sommerens indtog på det danske vejr og industriferiens komme taget i betragtning, rammer fuldstændigt plet lige nu. Den er brandvarm og drivende morsom, synes jeg. Særligt kan jeg ikke få billedet af den menneskelige dürum ud af hovedet…
Jeg er netop kommet hjem efter to uger i Tyrkiet med min mand og vores dejlige børn. Det var lige hvad vi trængte – og glædede os til.
Efter ni dage i dette meget solrige land med ualmindeligt hårde madrasser, begyndte spændingerne i nakken og ryggen at melde sin ankomst. En dag lå vi ved poolen og nød at ungerne pjaskede i vandet, imens min mand og jeg kunne slappe lidt af og arbejde på vores danskerkulør. Her sagde jeg meget diskret til min mand, i håbet om lidt daddy-lovin’ senere på hotelværelset, at jeg havde ondt i hovedet efter at have ligget og sovet på denne hårde madras. Min mand forstod selvfølgelig ikke en hentydning, men ikke desto mindre var han skøn som altid og ville overraske mig med en dejlig omgang spa på hotellet. Han gik og kom tilbage med beskeden om, at klokken 16.00 skulle jeg til ren afslapning og bare nyde en god omgang forkælelse. Hvor heldig har man lige lov til at være, tænkte jeg. Jeg glædede mig som et lille barn til jul. Klokken blev 16.00 og jeg tog badetøj på under min kjole og afsted det gik. Jeg glædede mig!
Da jeg kom ned til spaområdet, fik jeg udleveret et håndklæde, en morgenkåbe, og en lille bitte pose (3×3 cm) med er lille stykke hvidt papir inden i. Jeg kiggede noget undersøgende på posen og spurgte – vidstnok venligt – hvad jeg dog skulle med den. Svaret var “you have to put it on” WHAT!? Skreg det inde i hovedet på mig. Skulle jeg skrue mig i hvad der bedst af alt kan beskrives som mikroskopisk, hvad end det så var? Oh well, autoritetstro som jeg er, makkede jeg ret. Efter næsten at have afklædt mig og i ført mig den alt, alt for lille morgenkåbe kiggede jeg, vidst med en noget skeptisk mine, på den lille pose. Jeg tog en dyb indånding og åbnede posen. Freakin’ God! Verdens mindste, lille bitte, mikroskopiske og – som prikken over i’et – ganske gennemsigtige g-streng.
Flere spørgsmål meldte sig hurtigt. Hvordan skulle jeg nogensinde få den på? Hvordan skulle jeg kunne vise mig for nogen i den? Og hvordan pokker skulle det her gøre mig afslappet?
På kom den, og jeg trissede, meget genert, ud til manden bag disken igen,som uanfægtet af situationen guidede mig ind i en sauna. Åh nej, skulle jeg virkelig sidde foran en masse i verdens midste g-strengstrusse? Det kunne jeg ikke. Manden bebudede dog at jeg skulle i sauna, så det gjorde jeg. Med morgenkåben halvt om mig, i en sauna og med 40 grader udenfor. Behøver jeg sige, at det var temmeligt varmt? Efter, hvad der føltes som en evighed i verdens varmeste sauna, iført verdens mindste trusser, skulle jeg til den klassiske tyrkiske hamam behandling. Efter overvindelse af min tilnærmelsesvise nøgenhed, nød jeg det. Det var virkelig dejligt og kan kun anbefales!
Men men men, jeg var ikke færdig. Efter at være blevet fulgt ind i et lille rum af en gran voksen tyrkisk mand forsvandt min nyvundne afslappethed fuldstændig.
På briksen lå der, hvad jeg bedst kan beskrive som husholdningsfilm (nærmest taget ud af serien Dexter – dem der har set den, ved hvor creepy det var!). Der skulle jeg nu ligge. Selvfølgelig stadig kun iført minitrusse og hængepatter. Der kom en kvinde ind, som intet sagde, men blot begyndte at smøre mig ind i en blanding mellem kaffe, salt og noget udefinerbart. Nu var jeg da i det mindste tildækket tænkte jeg. Lige indtil hun begyndte at wrappe mig ind i husholdningfilmen. Stramt, siger jeg Jer. Ser der lå jeg, som en anden durumrulle og forsøgte mig med et mantra ala “okay slap dog af det er ikke så slemt“. Lige indtil den lydløse dame satte trumf på, og rullede mig yderligere ind i et gigantisk elektronisk varmetæppe, som blev skruet op til det der føltes som kogepunktet. Det brændte og sved og jeg overvejede virkelig, om det mon er muligt for menneskekroppen at smelte og jeg gik fra en følelse af velvære til direkte smertehelvede. Og så gik damen.
Øh hvordan skal jeg komme ud af den her sadistiske madpakke jeg er pakket ind i? Og skal man virkelig nyde denne behandling? tænkte jeg. Hvorfor var der dog aldrig nogen, som havde fortalt den tavse dame, at hun var fuldstændigt vanvittig. Efter 20 min i et sandt varmehelvede kom hun tilbage og ville til at massere mine fødder. Alt i mens alt indeni mig streg “få mig ud herfra!”. Først ti meget, meget lange minutter senere, pakkede hun mig ud. En duft af nybrygget kaffe fyldte rummet og jeg blev eskorteret i bad og fik efterfølgende smurt min smeltede hud ind i et eller andet, som jeg på ingen måder havde energi til at høre hvad var. Damen rakte mig den stadig alt for lille morgenkåbe og bad mig og at gå ud og skifte til mit eget tøj. Den alt for lille morgenkåbe, som altså på ingen måder kunne lukkes omkring verdens mindste g-strengs-trusse, som efter end behandling ikke længere var hverken hvid eller gennemsigtig – den var grumset brun.
Derfor bad jeg, til trods for at jeg på ingen måder er troende, til Gud om, at ingen måtte se mig i denne brune sag, da jeg forestillede mig tilbud om diarrépiller ville strømme ind fra alle kanter.
Desværre, med nærmest forbrændte baller og lår forlod jeg rummet som en anden cowboy, som jeg forestiller mig må have været et opsigtsvækkende syn for hotellets øvrige gæster.
Faktisk aner jeg det ikke, for jeg var på samme tid både så forpint og forlegen, at jeg udelukkende fokuserede på at få mine fødder til at eskortere mig direkte ind under den kolde bruser på mit hotelværelse. På hotelværelset hvor min uselviske mand for øvrigt på ingen måder fik noget daddy-lovin’ den aften. Jeg mener, hvem gider den slags – med forbrændte baller og lår?
Hvis du vil læse de tidligere tilståelser, kan du trykke på dem herunder og komme direkte til dem