Gratis fragt ved køb over 499 DKK

image

Lige om lidt slutter eventyret. Eventyret om familien som drog til Los Angeles og tog forskud på den sommer jeg kan forstå for alvor rammer Danmark når vi kommer hjem.

Egentlig ville jeg have skrevet om alle mine ambivalente følelser omkring at vi skal hjem, men så kiggede jeg på taget fra terrassen hvor jeg sidder, og så en fuldfed rotte med verdens længste hale og glæder mig i stedet over, at jeg ikke behøver sove i det lille hus en eneste nat mere.

I stedet står natten på (manglende) søvn i en flyvemaskine på vej over atlanten. Oh well, måske ville rotten alligevel være at foretrække.

Når vi lander bliver der fuld knald på. Allerførst skal vi se, kramme og kysse en masse svært savnede mennesker. Og så skal vi holde en lille forsinket fødselsdagsfest for drengene. Thomas skal spille nogle jobs. Vi skal sætte vores nye lejlighed i stand. Eller altså, planen er at jeg efterlader Thomas og børnene i Jylland imens jeg svinger tapetdamper, gulvsliber og malerpensler i København. Noget jeg forøvrigt har enormt blandede følelser omkring; jeg glæder mig til lejlighedspræparering og alenetid, men jeg er bange for, at savnet til mine drenge alligevel bliver hovedfokus. Vi skal flytte. Og gøre huset klar til udlejning. Alt sammen inden for 11 dage. Efter det, håber jeg i den grad, at vi skal slappe bare en lille smule af, men hvis jeg kender mig selv ret, bliver det nok kun på et hængende kussehår, inden jeg finder på en masse nyt at rive i.

Vi får travlt, men for pokker hvor jeg glæder mig!