Toogtyve timer, tre fly og en enkelt ny flybillet senere, er vi landet i Los Angeles. Klokken er her 07.54 – 16.54 i Danmark – og jeg er helt oppe at ringe over det fine, fine hus vi skal bo i den næste tid. Her er så hyggeligt. Og her er walk-in-closet. Arghmen altså, a girl must be happy!
Flyveturene gik – i særdeleshed for børnenes vedkommende – virkelig, virkelig godt. Ingen sure miner eller kriser over ikke at kunne bevæge sig eller lege som sædvanligt. Ikke engang de mange små forskellige pakker med flyvenligt legetøj kom i brug. Seriøst, a walk in the park.
Godtnok har jeg for første gang i mit liv, været på en 10+timers flyvetur, uden så meget som at pakke mit head-set til min lille tv-skærm ud. Ingen tv til mig. Eller musik. Eller vin. Eller søvn. Til gengæld heller ingen ulykkelige børn, som altså var mit absolutte – og nærmest også eneste succeskriterie for flyveturen. MamaSchøn er fisenfusme stolt over sit yngel, når de i den grad formår at tilpasse sig nye situationer, som de har gjort det seneste halvandet døgn.
Også selvom deres forældre i Kastrup Lufthavn, var ved at gå ud af deres gode skind, over en nyindkøbt flybillet som, fordi den var købt med et amerikansk kreditkort, ikke kunne bekræftes uden at en-eller-anden skrankepave kunne få lov til at få det fysiske kreditkort under luppen. Noget som, af gode grunde, altså ikke lod sig gøre og jeg var derfor et kussehår fra ikke at få lov til at komme med flyet.
Den tager vi lige en anden gang. Vi er kommet frem, og jeg kan med ro i sindet berette, at det altså ikke behøver være spor besværligt, at flyve langt med små børn under armen.
