Da jeg tidligere i dag postede dette billede på min instagram @canabuttenschon, af mine tæer på afveje i mine yndlingsjeans, slog det mig, at der er virkelig meget jeg ikke forstår. Altså, jeg forstår ikke hvordan det kan lade sig gøre at mine tæer altid smyger sig ud af det forkerte hul i mine ripped jeans. Uanset hvor meget ballerina jeg forsøger at pådutte mine strakte fødder.
Derudover forstår jeg ikke:
Hvorfor det ikke standard på alle pizzeriaer at slice alle to-go pizzaer. Jeg mener, er der virkelig nogen som foretrækker en uslicet pizza hjemme foran fjerneren?
Hvorfor der til nyfødtes sygesikringsbevis medfølger tydelig instruktion om, at kortet skal underskrives på bagsiden.
Hvordan nogen – altså jeg – med godt over tre års erfaring i at skifte andres ble mange gange i døgnet, kan glemme at bleerne skal indkøbes. Helst i god tid.
At min baby bliver et helt rigtigt år lige om lidt. Et år.
Hvorfor vi kvinder ikke kan blive lidt solidarisk enige om, at lavtaljede bukser ikke skal være smarte. Det er unfair, synes jeg. Medmindre vi kan blive enige om at muffin-formede kvinder i lavtaljede jeans er pænt. Som det altså ikke er.
Hvad snapchat går ud på. Jeg er fanget i en ældgammel kvindes sind, når det kommer til SnapChat. Jeg. Forstår. Det. Ikke.
Hvorfor der er så mange gule vingummier i matador mix – de ligger altid tilbage til sidst, sammen med de tarvelige lakridser.
