Så er det igen tid til en kvindes tilståelser. Denne, en beretning om en fræk overraskelse, som gik helt, helt galt, fik jeg i min indbakke på facebook for noget tid siden. Ikke desto mindre, er den virkelig god og jeg kan i dén grad sætte mig i den stakkels kvindes sted.
Læs med – og lad mig endelig høre, hvis nogle af Jer, har været ude for lignende. I hope not, though!
Min nye kæreste overraskede mig en dag med et flot og dyrt sæt undertøj. Wauw, manner! Tænk at jeg fik frækt undertøj af ham; det måtte betyde, at han virkelig synes jeg var lækker. Vi fik ikke lige set hinanden i nogle dage, så da vi endelig havde fået aftalt en dag vi kunne ses, ville jeg gerne gøre den mindeværdig, fordi jeg kort efter skulle tre måneder til Grønland og altså ikke se min nye kæreste. Allerede nu, kan jeg afsløre, at det blev en mindeværdig aften. I alle tilfælde for mig.
Jeg havde læst i forskellige kvindeblade, hvad man kunne gøre for at overraske sin kæreste på en lidt anderledes måde – og jeg havde da også prøvet det en enkelt gang før, med stor succes. Da jeg nu havde fået dette lækre undertøj af min kæreste, besluttede jeg, på bedste man-eater manér, at jeg gerne vise ham det. Jeg iklædte mig undertøjet, et par stilethæle og en lang overfrakke, og tog så af sted mod hans lejlighed.
Jeg må indrømme, da jeg sad i min bil på vej igennem byen, at jeg ikke lige havde overvejet, hvor nervepirrende det rent faktisk var, at køre igennem trafikken, praktisk taget uden tøj på. Jeg kunne lige se for mig hvordan jeg med frakken let åben og et halvblottet bryst, skulle forklare mig, hvis jeg blev stoppet af politiet. Derfor, da jeg kom frem til min kærestes lejlighed, var jeg temmelig nervøs – både over bilturen og over det forstående skuespil. Jeg skulle jo have min kæreste til at æde mig med øjnene, på samme måde som jeg så mange gange havde set det i amerikanske film.
Jeg fik ringet på, døren blev åbnet og jeg trådte ind i entreen. Stadig iført undertøj, stiletter og lang – endnu tilknappet – frakke. Min kæreste var, uden et ord, forsvundet ind i stuen igen. Så der stod jeg. Det var på ingen måder sådan det var foregået i den lille film jeg havde planlagt i mit hoved. Jeg stod lidt og trippede, og havde ikke tænkt mig at lave den sikre katastrofe, ved at træde ind på hans trægulv i stuen med tårnhøje spidse stilethæle – det var den sikre vej til fiasko, da jeg vidste han ville have svært ved at abstrahere fra de huller jeg ville lave i hans gulv, eller altså, kunne lave.
Altså stod jeg der i entreen og overvejede situationen lidt, da min kæreste kaldte på mig og spurgte om jeg ikke kom ind. ”Det kan jeg ikke – jeg har stilethæle på” svarede jeg tilbage. Dem kunne jeg selvfølgelig bare smide, men det var ikke lige sådan jeg havde tænkt mig at vise mig frem, i bare tæer – enhver garvet kvinde ved jo, at kroppen gør sig bedst ud i høje hæle. Mine flade fødder ødelagde ligesom billedet. Så jeg prøvede med min mest kælende stemme at spørge ham om han ikke kom ud til mig, yderst bevidst om hvor ikke-kælende, men rystende, den lød.
Til sidst kom manden da også slentrende, noget forundret ud i entreen. Jeg lukkede langsomt min frakke op og stillede mig i den nøje studerede positur, som jeg havde øvet mig i foran spejlet der hjemme, smilede og sagde ”tak for julegaven” med min allermest overbevisende Marilyn Monroe-stemme. Han kikkede kort på mig, sagde ”nej, det er da pænt” gav mig et kys, og sagde ”men jeg sidder lige og spiser” og gik derefter ind i stuen igen. Han gik – uden yderligere lir, end et simpelt lille kys – ind i stuen!
Tilbage stod jeg, i den rette og nu komplet stivnede positur og et usikkert smil på læben. Hvad pokker gør en kvinde så? I samtlige blade stod der ikke noget om hvad man gjorde hvis det kiksede. Ikke noget forslag, om at råbe ”Nu kommer du sgu tilbage her ud og nyder godterne, makker” eller et teatralsk exit med en dør der brager og pudset der drysser. Ikke det mindste lille hint om hvad man gør. Jeg følte mig temmelig pinligt berørt og lukkede langsomt og rådvildt jakken igen og vidste ikke rigtig om jeg skulle køre hjem igen eller lade som ingenting og sætte mig ind stuen og se tv som om intet var sket.
Jeg endte med at gøre det sidste, i håbet om at han havde noget endnu bedre i ærmet til mig. Tænk, hvis han slet ikke spiste, men havde dækket op med levende lys og et massagebord? Eller rosenblade spredt ud over hans bløde sofa? Hvad havde han mon fundet på? Spændt gik jeg ind til ham – ham min lækre nye kæreste, som – på trods af sin manglende eufori over mit stunt – altså var den frækkeste fyr i verden.
Troede jeg.
På tæer listede jeg, med godt sving i hofterne og tårnhøje forventninger, ind i stuen. I stuen hvor jeg blev mødt at min kæreste og hans bedste kammerat, som sad bøjet ind over hver deres meatlover-pizzaer. “Der kommer en vigtig champions league kamp om tyve minutter, skat – jeg håber det er okay at Rune er her til at se den med os” sagde min kæreste med øjnene klistret til tv-skærmen. Fuck my life! Jeg satte mig ned – med jakken på – og ventede på at fodboldkampen ville starte, så jeg ubemærket kunne forlade selskabet, så snart startskuddet var taget.
Behøver jeg sige, at jeg sjældent i mit liv har hadet fodbold så meget? Og behøver jeg sige, at jeg aldrig, aldrig, aldrig siden den dag har brugt mit nye – tilsyneladende grimme – undertøj igen. Og behøver jeg sige, at jeg nu er single?