De seneste to somre, har Thomas og jeg været så heldige, at have været inviteret til Sønderborg Revys premiereaften. Første år, var vi noget skeptiske. Særligt jeg. ”Vi er sgu da ikke sådan nogen der ser revy” tænkte jeg vist i mit stille sind. Men hold nu kæft, hvor tog jeg fejl. Det er superplat, megalummer, fald-på-halen komik, når det er allerbedst. Jeg griner, som det for øvrigt ofte er tilfældet, typisk på de helt forkerte tidspunkter; måske fordi målgruppen trods alt er en anden, end stadig-lidt-i-tyverne-mor-til-to-typen, som jeg tilhører. Måske fordi min humor er afsporet. No matter what, er det sjovt at se revy. I hvert fald den, her i Sønderborg, som er den eneste jeg kan bryste mig af at have set.
Første gang, blev vi placeret på teatrets måske allerbedste pladser. Lige ved siden af selveste Dario Campeotto og frue. A hva’ beha’r! Dario, som er ophavsmand bag udtrykket ”at være en Dario” – and I don’t wonder why. Fordi – (og her kommer altså lige lidt råt for usødet sladder) da vi efter revyens velindlagte pause, skulle returnere til vores pladser, var Thomas og jeg selvfølgelig så utjekkede – til trods for at vi sad midt i salen og altså skulle vade hen forbi en pokkers masse stolerækker, for at komme til vores pladser – at vi kom ind sådan forholdsvist sent. I hvert fald senere end Dario og frue. Thomas gik forrest og smilede høfligt og hilste på alle de knæ vi bumpede ind i og jeg forsøgte at holde trit og slentre efter. Lige indtil vi skulle passere Dario. Dario kiggede op på mig. Smilede. Og sagde så ”Du behøver ikke gå længere” imens han flygtigt strøg en hånd henover mit lår. Whaaaaaaat the fuck just happended?! Jeg blev totalt lagt an på! Af en 74-årig. Hvis kone sad lige ved siden af ham. Ha ha, jeg var ved at dø af grin og jeg havde lyst til at omfavne ham og give ham et kæmpe trutkys, lige midt på munden, for at have turdet gøre det.
Jeg er sikker på, at han er den mest dejlige og hengivne mand til sin kone. Jeg er sikker på at både han og hun er godt gift. For selvfølgelig lagde han ikke an på mig. Han gav mig bare følelsen af det. Og selvom manden altså er en halvgammel sag og ikke længere så køn, som han var engang, så gjorde det mig alligevel både blød i knæene og rank i ryggen. For ved I hvad, uanset hvem der giver udtryk for at synes jeg er et godt skår, så tager jeg det altid, altid, som et dejligt kompliment. Også dem der råber ud af bilvinduerne. Så vifter jeg sgu gerne lidt ekstra med nummeren og retter ryggen ud, så brysterne kan få lov at strutte (i bh, vel at mærke – jeg har trods alt født og ammet to børn).
Året efter, altså sidste år, hvor billedet ovenfor er taget lige inden vi skulle ud af døren, var jeg gået tre dage over termin og var tyk som et ondt år. Ingen befamlede mine lår. Til gengæld fortalte alle mig, med et lettere skræmt fuck-hvad-stiller-vi-dog-op-hvis-vandet-går blik i øjnene, at jeg var smuk. Gudskelov. Og gudskelov, var vi placeret yderst på en række. For tænk nu hvis. Som altså ikke skete. Igen, gudskelov.
I år, det tredje år vi er inviteret til revypremieren, som er blevet et af mine yndlingsarrangementer, kan vi ikke komme. Og hold kæft hvor jeg ærgrer mig. Jeg gad godt lige have opsummeret det seneste års største begivenheder, serveret på et sølvfad fyldt med pinlige vittigheder, skarp sarkasme og et brag af et show. Til gengæld skal jeg noget andet, som formentlig bliver endnu federe og jeg glæder mig til at skrive om det, så snart jeg kender lidt flere detaljer.
Med det, vil jeg ønske alle en knaldgod aften, hvad enten I skal knalde brikker, spritbilister eller mænd 😉