Mit Sønderjyske jeg-vil-helst-ikke-betale-for-meget-hjerte gjorde i dag en vidunderlig opdagelse. I ved, den der taske jeg skrev om forleden; jeg troede jeg havde besluttet mig. Jeg skulle have den billige, men megasmarte, model fra pieces. Lige indtil jeg i dag troppede op i den lokale piecesbutik, hvor den søde ekspedient forklarede, at tasken var skippet videre til andre butikker, fordi der ikke var nok salg i den. Are you kidding me?! Så sej en taske, som ingen åbenbart gad/kunne/turde købe her i Sønderborg. Arghmen altså, det var jo lige den jeg skulle have – og jeg kunne slet ikke lige overskue leveringstid hos webshop, når jeg sådan set bare gerne ville have den nu.
Til mit held, lige da jeg stak mit slukørede hovede ud af butikken, så jeg den perfekte frynsetaske i butiksvinduet overfor. Ikke sort, men pudderrosa og helt vildt lækker! Og endnu billigere! Og lige præcis med plads til både bleer, vådservietter, babymadpakke, rangle, ekstratøj (til baby, forstås) og bilnøgler. Den er P.E.R.F.E.K.T. og I kan finde den HER.
Min nyindkøbte taske skulle selvfølgelig også med over skulderen, da jeg et par timer senere slentrede op igennem Broager Downtown, for at købe det toiletpapir, som Thomas tidligere på dagen havde informeret mig om, at vi snart manglede. Toiletpapir, som de af jer, der har læst indlægget HER ved, at jeg har en del komplekser med at købe. Men what the heck, med en dreng i hånden og en anden i vognen, solen i ryggen og min nye ultrafeminine rock’n’roll taske over skulderen, så kunne de toiletpapirsforskyldte hun-skal-da-vidst-skide-blikke bare komme an. Altså, indtil vi kom til butikken og jeg alligevel ikke magtede at have otte ruller 4-lags liggende alene, på det store tomme kassebånd. Derfor fik Jens lov til at vælge en eftermiddagssnack og I ved hvordan det er – der er altid noget man lige kan bruge. Impulsshopping. Alle varerne kom på båndet og alt kørte. Indtil vi skulle betale. Fuck my life. Mit dankort. Mit dankort, som min baby tidligere havde leget med i bilen på vej hjem, efter at jeg tilsyneladende havde opbrugt en stor del af hans tålmodighed, med taskekøb. Fuuuuck. Hej, jeg hedder Cana – jeg er en skide smart type i høje hæle og virkelig sej frynsetaske og en jeg-kan-klare-det-hele-attitude, men som åbenbart ikke kan finde ud af at få penge med i supermarkedet, hvor sulten og eftermiddagstræt 3 1/2-årig har fået lov at vælge en hjemturssnack. Som vi så ikke kunne købe. Sammen med toiletpapiret. Heldigvis, var tasken stadig pæn og det var ikke dens skyld. Der havde også været plads til penge i den, hvis jeg bare havde været tjekket nok til at tage dem med. Måske ville det hjælpe, hvis jeg snart også anskaffede mig en pung.