Hermed et skraldgodt lørdags- og søndags- og alle-andre-dage-om-ugen-grin, som jeg, efter en kvindes tilståelse #4, fik tilsendt i min indbakke på facebook.
Jeg sad alene i mit køkken med kaffen sprøjtende ud over computeren, da jeg første gang læste den. Den er SÅ sjov!!
Det er omkring fem år siden. Jeg var i gang med at prøve at smide de obligatoriske 3 kilo, de fleste kvinder altid prøver på at komme af med, og jeg gjorde det ved at undgå alle kulhydrater. Det var dengang jeg mødte min mand, Robert. På vores første date, bookede han allerede de næste to. Han kunne lide mig. Jeg kunne lide ham. Det hele så ud til bare at køre.
Han hentede mig I en megalækker øse og hans patetiske forsøg på at vinde mit hjerte med en åndssvag bil, virkede totalt. Jeg er ikke overfladisk, men siden jeg brugte størstedelen af min tid i 20’erne på at hente og bringe mænd, fordi jeg ikke ville ødelægge min frisure på deres scootere, tog jeg imod hans lækre sportsvogn med åbne arme.
Vi ankom til restauranten og Robert bestilte mad til os, som jeg I årevis ikke havde tilladt mig at spise. Jeg ville selvfølgelig ikke være ”den der slags pige”, så jeg spiste og drak og ih altså, hvor var jeg glad. Senere tog vi på shoppetur og Robert overraskede mig ved at købe mig et par dyre sko, han så mig beundre.
Var det her kærlighed?
Og pludselig skete det. Onde tarmgasser – en skarp, skydende smerte, som føles som om nogen jager en kniv direkte i underlivet på én. Jeg følte jeg skulle dø. For ikke at lave en scene, sagde jeg til Robert, at jeg pludselig ikke havde det så godt og at jeg formentlig havde brug for at komme hjem.
På vejen hjem I hans lækre bil, prøvede han på at holde mig I hånden og spurgte mig om en masse ting, men jeg kunne slet ikke overskue det. Smerten i min mave var så slem, at jeg nærmest troede jeg skulle dø. Og pludselig gik det op for mig. Jeg havde en horribel, formentlig ildelugtende, prut på vej. Fuck.
Des mere jeg holdt på prutten, des mere smerte skød igennem mine tarme og ned I mine ben. Jeg var sågar nødt til at hæve mig let fra sædet og gribe fat i instrumentbrættet, for ikke at falde om af smerte.
”Seriøst, du er nødt til at skynde dig – jeg har virkelig, virkelig ondt” formåede jeg at hvæse igennem mine sammenknebne tænder.
”Wow, er det så slemt? Hvad er der galt? Skal jeg hellere køre dig på hospitalet”
Og hvordan fortæller du, den mand du lige er startet med at date, at årsagen til at du vrider dig i smerte er, at du skal slå en kæmpe skid?
Well, du kan enten fortælle ham det, eller som mig, lade prutten tale for sig selv.
Folkens, hør lige engang. Der var intet jeg kunne stille op. Uagtet hvor imponerende min lukkemuskel kan være, så var det her ude af mine hænder. Jeg listede den langsomt ud. Jo mere jeg forsøgte at stoppe den, jo mere pressede den sin vej ud. Heldigvis, til min store fornøjelse, var der ingen lyd. Jeg sad lydløst med sveden piblende frem på overlæben. Okay, måske slap jeg afsted med det. Måske var det slet ikke så slemt. Og så slog det mig. Ikke en idé, men en sky. En horribel pruttesky. Ikke på sådan en “uf, er der noget der lugter lidt”-måde. Mere på ”er nogen død og ved at rådne bag i bilen og er jeg mon kommet i helvede”-måden.
Pludselig gik jeg i panik. ”Rul vinduerne ned!” Skreg jeg, som om jeg var med i en eller anden gyserfilm.
“Hvad? Hvorfor?” Spurgte Robert, som blev noget skræmt, fordi jeg var så pisseskræmt.
”Jeg kan ikke rulle mit vindue ned. Lås det op! LÅS DET OP!”
“Hvad sker der?” Råbte Robert tilbage til mig. “Hvorfor er du…” Og så slog den ham. Jeg kunne se det i hans øjne. Var han overrasket? Skræmt? Hans øjne begyndte at løbe i vand. “Oh my god! JEG KAN SMAGE DEN!” råbte han.
“Rul vinduerne ned!” Da jeg endnu engang råbte, begyndte de ukontrollerbare, voldsomme prutterester, jeg endnu havde formået at holde på, at vælte ud af mig. Jeg kradsede mod vinduet, som en kidnappet kat i bur. Robert, ude af stand til at se, enten på grund af prutteskyen eller panik, blev ved med at bruge vinduesviskerne i stedet for at låse vinderne op.
Det var ét stort kaos. Vi opførte os, som var der nogen der skød med åben ild, direkte imod os.
Endelig ramte han den rigtige knap og fik rullet vores vinduer ned. Vi gispede begge den friske luft til os. Jeg var skræmt fra vid og sans, men trods alt glad for at være i live. Lige indtil jeg kom i tanker om, at jeg lige havde overpruttet min drømmemand. Så ville jeg på en måde alligevel hellere ønske at jeg var død.
Vi sad i stilhed resten af vejen hjem. Selvom den stikkende smerte nu var forsvundet, skulle jeg nu desperat på toilettet. På den akutte, eksplosive måde.
Han kørte op i indkørslen og før han nåede at standse bilen, var jeg sprunget ud ”Okay, tak for middag. Undskyld prutten. Jeg er vild med skoene!” fik jeg sagt inden jeg løb ind I min lejlighed hurtigere end en tyv med politiet i hælene.
Jeg brasede igennem døren og løb direkte mod badeværelse, hvor jeg, langt om længe, var I stand til at give slip og lave lyde, som ingen nogensinde, som i: ALDRIG, bør høre komme fra et andet menneske.
Og så hørte jeg det. Roberts stemme. Lige. Udenfor. Min. Badeværelsesdør.
“Anna? Du glemte dine sko I bilen og din fordør stod åben. Hvor vil du gerne ha’ at jeg skal stille dem?”
”Gå væk fra døren!” Skreg jeg, som var jeg Regan fra Exorcisten.
“Undskyld. Er du okay?”
*prut* *skiiiiid* *splat* *usandsynligt ulækker lyd*
“Jeg har det fint, Robert – bare stil skoene der, okay? Jeg ringer til dig senere.”
“Okay, er du sikker på at du …”
“Jeg har det fint! Gå væk fra døren!”
Den her fyr altså! Jeg mener, jeg elsker ham, men fat dog et vink med en vognstang!
Endelig hørte jeg fordøren smække og lyden af hans bil forsvinde. Jeg var sikker på, at det var det sidste jeg nogensinde havde hørt fra ham. Jeg troede ikke det var muligt, at se en mand igen, efter han har råbt at han kan smage dine prutter, efter kun at have kendt dig i to døgn.
Til min store overraskelse, så jeg ham igen. Et par dage senere, faktisk. I dag er vi gift og han ligger på sofaen imens jeg sidder og skriver dette. ”Det var dine bryster der reddede dig” minder han mig af og til grinende om.
Well, mange tak, bryster. I reddede os. I reddede vores skæbne.
Jeg er blevet bekendt med at originalen af historien her, som er på engelsk, stammer fra amerikanske Anna Lind Thomas. Hende kan I læse mere om HER.