Pludselig var det dagen før dagen; og den tid jeg havde frygtet ville gå så langsomt, er, som det oftest er tilfældet, fløjet afsted. Min mand kommer hjem i morgen og manner, jeg glæder mig. Særligt efter han på sin instagram @buttenschon (og ja ja, opfindsomt nok hedder jeg jo @cbuttenschon – det må være nutidens måde at være som de par der 80’erne gik i ens campinghabit, ikke sandt?) tidligere i dag lagde det her smækre billede af sig selv op. For pokker, hvor jeg savner ham.
Det er kommet i glimt og har i virkeligheden været helt okay, det der savn.
Det er virkelig mærkeligt, det der med tiden, når man, som jeg, er på barsel. Det er som om tidsregningen er en helt anden. Eller også er jeg bare langsom. I hvert fald, har jeg ikke lavet noget synderligt, udover et par venindedates, påskefrokoster og et babyshower og alligevel er tiden forsvundet som dug for solen. Solen som mine små drenge og jeg indtil i dag, har stornydt fra balkonen. Med tæpper og legetøj, har vi daset den i solen den ene eftermiddag efter den anden. Leget og spist is og suget solens d-vitaminer til os, som var de det pureste guld.
Tiden er gået op i blide kys i børnenakker og duploklodser ud over hele stuegulvet. Jeg elsker det og er så taknemmelig for, at mine børn har gjort mig så rig.
Hvis du har lyst til at læse mere om min børnerigdom, kan du finde et indlæg om det lige her HER .
Ha’ en dejlig, dejlig aften derude.