Inden jeg fik børn, var jeg typen som altid kom til tiden. Som i altid. Jeg syntes – og synes sådan set stadig – at det er respektløst at lade andre vente på én, bare fordi man ikke kan snolde sig ud af døren i ordentlig tid. Som om andres tid ikke er lige så vigtig som éns egen. Derfor, da jeg i sin tid var i praktik på fødeafdelingen i Haderslev hvor man mødte omklædt klokken 6.45, stod jeg altid op kl 04.30, så jeg kunne have en hyggelig morgen med mig selv, inden jeg – i god tid, selvfølgelig – skulle ud af døren.
KLOKKEN 04.30! Den var ikke gået i dag.
Efter jeg har fået børn, har jeg slækket på min selvdisciplin. Søvnen betyder mere. Planlægningen er sværere.
Af og til kommer jeg for sent. Oftest, eller i virkeligheden altid, er det min egen skyld. “Årh undskyld, men min baby fyldte to lortebleer lige inden vi skulle af sted, så derfor kommer jeg en halv time for sent” LØGN!
For den drevne mor, tager det altså på ingen måder en halv time, at fixe to lortebleer og få baby tilbage i både flyverdragt og autostol. Ikke engang hvis det er ryg-rendere (mødre, I ved hvad jeg taler om). Og ærligt, vi ved, at det kan være besværligt at komme ud af døren, så måske ville en lille tids-buffer være et snedigt træk.
Det er tilsyneladende megasvært at planlægge og ikke mindst, at sparke sig selv færdig, efter at have ageret multifunktionel blæksprutte, med ét barn, med krydderen fuld af saften fra en halvgnasket peberfrugt, på hoften og det andet barn siddende i skovskiderstilling med en tandbørste for munden, som på ingen måder bliver tilladt adgang. En tandbørste, som naturligvis er velplaceret i moderens eneste ledige hånd, imens hun febrilsk forsøger at holde det røde babypeberfrugtsavl fra nyindkøbte skjorte og ditto nylagte makeup. Det er fanderneme ikke skide nemt, kan jeg informere om. Heller ikke selvom jeg er vant til det. Jeg er vant til at multitaske og til at få alting fixet i løbet af et splitsekund – og alligevel formår jeg ikke at planlægge tredive minutter ud i fremtiden; særligt ikke de tredive minutter før afgang fra hjemmet.
Jeg lover, at det ikke er fordi jeg synes andres tid er mindre vigtig end min.
Mit planlægningsgen har bare fået en lille defekt, som jeg forventer, vil blive repareret i løbet af de kommende år, i takt med at mine børn bliver større. Or so I hope.