Efter nogle temmeligt barske uger, smider jeg – med fare for at nemesis sparker mig hårdt tilbage til stenalderen og til massivt søvnunderskud – hænderne i vejret og råber HALLELUJA! Min baby er ved at være rask. Okay, rask er måske så meget sagt, men han har nu i tre dage både spist og smilet næsten ligeså meget som han plejer. Bevares, han er stadig træt, men hvem ville ikke også være det ovenpå en bombe af en lungebetændelse.
Den lille, nærmest hermetisk lukkede boble jeg har levet i de seneste uger, har fået et lillebitte åndehul. Min baby kan igen komme lidt med ud og kan igen koncentrere sig om andet end bare at være til. Det er fisenfusme dejligt, når man er sådan én som mig, som bliver idiot af at lave ingenting. Foråret strømmer ind ad vinduerne og jeg tager min baby med ud i det og nyder det for fuld hammer. Også selvom han tilsyneladende er ret vild med at spise planter. Særligt de spæde purløg var han i dag, under klargørelsen af balkonen, meget interesseret i. Harsk alligevel.
Sammen med mit halleluja, får jeg lyst til at dele lidt mere ud af, hvem jeg i virkeligheden (også) er. Derfor får I her 5 finurlige facts mere om mig:
Jeg var voksen, da jeg fandt ud af at cocktailpølser også kunne være rigtige pølser i miniformat. Jeg havde altid troet at der kun var de der (hammergode) jaka-wannabe-pølser på dåse.
Jeg kan vende seks mariekiks i munden. På én gang. Engang kunne jeg med syv, men jeg er vidst ude af træning. Eller også er det fordi jeg, sidst jeg prøvede, var højgravid og en smule opsvulmet. Også i kinderne.
Da jeg var gravid anden gang, levede jeg forøvrigt af mariekiks og parisertoast de første 12 uger. No wonder, kinderne voksede sympatisk med maven.
Selvom jeg aldrig selv har boet der; eller har kendt nogen som har boet der, for den sags skyld, så kan jeg Søborgs postnummer. I søvne. 2860. Tak Snurre Snups Søndagsklub.
Jeg har en ret stor tatovering på ryggen. Ufærdig. Tatovøren som skulle fortsætte den fine, fine gren jeg engang havde fået lavet på en rejse, var lidt for autonom i sit udtryk og jeg synes den blev pissegrim. Derfor kom jeg aldrig tilbage og fik lagt skygger. Det er jeg faktisk ret ked af. Ikke at jeg ikke kom tilbage, men at jeg fik en grim tatovering ud fra en smuk tegning. Måske burde jeg have anet uråd, da tatovøren bød mig en joint.
Oh joy, den er god nok. Gudskelov ingen røvgevir, men til gengæld grim træstamme hele vejen ned af ryggen. Heldigvis kan jeg takke to graviditeter – og måske lidt mangefuld træning – for, at jeg alligevel ikke længere er megafan af kjoler med dyb rygudskæring, så who cares.